Video : Tipsbladet
Superliga

Dybt berørt af Olsson-chok: Det har været hårdt

Kristoffer Olssons ven og tidligere holdkammerat Linus Wahlqvist Egnell har svært ved at snakke om FC Midtjylland-spillerens sygdom.

Flere små blodpropper i hjernen sendte Kristoffer Olsson i respirator i flere uger, og selvom han nu er blevet overflyttet til Hammel Neurocenter for at påbegynde sin genoptræning, er FCM-svenskeren fortsat ikke i stand til at snakke og har heller ikke genvundet sine motoriske evner.

Olssons pludselige sygdom kom som et chok i FC Midtjylland, og også tidligere holdkammerater er dybt berørte af situationen.

En af dem er Linus Wahlqvist Egnell, der ligesom Kristoffer Olsson er fra Norrköping og har spillet med ham på det svenske landshold. Han får tårer i øjnene, da Fotbollskanalen spørger, hvordan situationen påvirker ham.

- Puha. Det har været hårdt, hvis jeg skal være ærlig. Det er svært at snakke om, at han har været involveret i det, han har været involveret i.

- Jeg har ikke så meget andet at sige til det, end at det har været meget hårdt.

Wahlqvist Egnell har dog ikke selv været i kontakt med Olssons nærmeste endnu.

- Jeg ved ikke, hvor mange SMS'er jeg har skrevet til hans far og så slettet igen, for jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg tror, det er nok. Jeg tror, alle ved, hvad han og folk omkring ham går igennem.

Det svenske landshold viste sin støtte til Kristoffer Olsson inden landskampen mod Portugal i torsdags, og Robin Olsen har fortalt, at man har planer om det samme i forbindelse med mandagens møde med Albanien.