Det er ikke coronavirus, der holder Belgiens målmand Thibaut Courtois ude af kampen mod Danmark i lørdagens Nations League-kamp.
Det er ganske enkelt manglede træning og kampform, og den skal han hjem og finde hos klubholdet Real Madrid.
Det fortæller Roberto Martínez, Belgiens landstræner, på et pressemøde i Parken.
- Da vi indledte træningslejren havde vi seks spillere, som kom ind på landsholdet uden at have trænet i deres klubber.
- Vi var nødt til at se på dem individuelt. Og det har hele tiden været tilfældet med Thibaut, som uden træning ikke kunne spille i 90 minutter, siger Martinez.
De øvrige spillere, der er lidt rustne og mangler træning, kan alle fortsat få en rolle at spille for Belgien i kampen mod Danmark.
- For de andre fem, der er markspillere og som heller ikke kan spille en hel kamp, så kan de være med i noget af tiden.
- Med kun tre udskiftninger var vi nødt til at træffe den beslutning omkring Thibaut, fordi han er målmand, og det ville begrænse os meget, hvis vi skulle bruge en udskiftning på den position, siger Martinez.
En af de øvrige prominente belgiske spillere uden kamptræning er Eden Hazard, som også spiller i Real Madrid. Han er ikke blevet sendt hjem.
- Det er helt anderledes med Eden, som vil have nemmere ved at blive involveret i begge kampe, siger landstræneren, der også har en kamp mod Island at tænke på.
Den belgiske stopper Jan Vertonghen, som har spillet sammen med Christian Eriksen i både Ajax og Tottenham, var også til stede på pressemødet, og han roste det danske mandskab.
- Danmark er et stærkt hold med mange gode individualister. Danskerne kan slå alle hold og er især stærke på hjemmebane. Jeg tror, det bliver en tæt og intens kamp, siger Vertonghen.
Danmarks kamp mod Belgien spilles lørdag klokken 20.45 i Parken.
/ritzau/