Ronald Koeman kan efter alt at dømme snart kalde sig cheftræner for FC Barcelona.
I et interview med klubbens egen tv-station, Barca TV, siger Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu:
- Hvis intet går galt, bliver Koeman Barcelonas træner i næste sæson. Vi kender hans filosofi og ved, hvordan han tænker.
Koeman blev tirsdag fotograferet i Barcelonas lufthavn, men fodboldklubben har endnu ikke officielt bekræftet, at Koeman har skrevet under på en kontrakt.
Meget har dog tydet på, at hollænderen er udset som afløser for Quique Setién, som mandag blev fyret efter syv måneder i klubben.
Dødsstødet blev det knusende nederlag på 2-8 i Champions League til Bayern München fredag aften.
Oprydningen er i fuld gang i Barcelona, som også sagde farvel til sportsdirektør Eric Abidal tirsdag eftermiddag. Abidal spillede i klubben fra 2007 til 2013.
Også 57-årige Koeman har en fortid i Barcelona, hvor forsvarsspilleren befandt sig fra 1989 til 1995, før han drog videre til Feyenoord.
Som træner har hollænderen sjældent været arbejdsløs, og han har en lang række klubber samt Hollands landshold på cv'et.
Koeman skulle have stået i spidsen for Holland ved EM 2020, men slutrunden blev udsat med et år på grund af coronakrisen. Det er uvist, om den formodede ansættelse i Barcelona betyder, at han må sige farvel til landstrænerjobbet.
I Barcelona skal han forsøge at genrejse holdet, der blev nummer to i Primera Division i den forgangne sæson og røg ud i kvartfinalen af Champions League.
Ifølge Josep Maria Bartomeu bliver det med superstjernen og anføreren Lionel Messi på holdet.
- Messi vil slutte sin karriere i Barcelona. Det har han sagt mange gange. Jeg har talt med Koeman om ham, og han har fortalt mig, at Messi bliver grundpillen i hans projekt, siger Bartomeu ifølge Reuters.
Barcelonas trup tæller også danske Martin Braithwaite.
/ritzau/