Superliga

Læs stort interview med Roy Carroll

Inden lørdagens hjemmekamp på Fionia Park, modtager Roy Carroll Tipsbladets "Det Gyldne Bur" som det synlige bevis på titlen som Årets Målmand 2009. Tipsbladet.dk bringer her det store intervew med Carroll fra da han blev kåret i december 2009.

»Det er en stor overraskelse, for jeg har ikke spillet mange kampe. Men målmændene har stemt på mig, og det er fantastisk. Det kom lidt som et chok for mig, fordi jeg kun har været her i tre-fire måneder. Det er et godt minde at have med sig, og det er dejligt at være vellidt,« siger Carroll om kåringen, der er et bevis på nordirerens flotte efterår, der meget præcist begyndte den 17. august.

Det var nemlig dagen, hvor Carroll skrev under med OB klokken 17.45 og debuterede for klubben fem kvarter senere mod FC Midtjylland. Debuten gik godt, OB vandt 1-0 og Roy Carroll stod for klubbens første Clean Sheet i sæsonen - blandt andet på baggrund af en klasseredning i slutminutterne. Siden er det gået slag i slag, og Carroll har leveret mange pragtredninger, der har sikret point til fynboerne. Så skiftet til OB og Odense var absolut det rette for målmanden, der var sendt ud i kulden i Derby.

»Jeg gik rundt i England uden at spille fodbold i sommer, og der var ingen hold, der var interesserede i mig. Jeg kiggede mig omkring andre steder i Europa, og OB bød sig til og fik mig til at føle mig meget velkommen. Jeg havde set danske hold i i Europa Cup'en, og jeg havde spillet et par landskampe mod Danmark. Men jeg havde ikke nogen forventninger, og jeg kom herover med helt åbent sind. Siden har vi spillet mod Brøndby med 15.000 tilskuere på lægterne, og de larmede meget. Vi har også spillet kampe på mindre stadions, og det er svært at spille, når der kun er 2.500 på stadion. Jeg har spillet her et stykke tid nu, og jeg er ved at vænne mig til det,« fortæller Carroll, der tog et for britiske fodboldspillere utraditionelt valg, da han skiftede til en klub på det europæiske kontinent.

»For fem år siden ville jeg nok ikke have taget herover, fordi jeg ville være nervøs ved at flytte udenlands. Men jeg er blevet voksen nu, og jeg har nydt oplevelsen ved at rejse ud og opleve nogle andre ting. Jeg er meget glad for mit udenlands-skifte. Jeg har det godt med mig selv, og jeg har det rigtig godt på og udenfor banen,« siger Carroll, der er en af de få britiske målmænd, der har forladt øerne.

»Jeg ved ikke, hvorfor engelske målmænd ikke forlader de engelske ligaer, og jeg forstår det heller ikke. For mig var det en chance for at spille fodbold. Men der er mange udenlandske målmænd i England. Der er både spaniere, hollændere og italienere, så jeg ved ikke, hvor de britiske målmænd er henne. Jeg synes ikke, der er så mange britiske kvalitetsmålmænd i øjeblikket. Læser man de engelske aviser, skriver de også, at de længes efter en topklasse målmand,« siger Roy Carroll.