Den danske U21-landsholdsspiller Joachim Andersen bliver for tiden sat i forbindelse med en række storklubber. Senest har der været forlydender om, at hans klub, Sampdoria, er i forhandlinger med Premier League-klubben Tottenham - og nu er der angiveligt også bud fra Manchester United.
Det skriver den engelske avis The Independent.
Her bliver der da også peget på, at det er mest sandsynligt, at Joachim Andersen vælger at tage til Tottenham, men at det trods alt ser sådan ud, at den danske midterforsvarer er blandt Uniteds topprioriteter. Derudover har der også været historier om, at Juventus og Inter holder øje med ham.
Storklubben leder nemlig efter nyt blod til deres midterforsvar, og foruden Andersen har man tilsyneladende også kig på Napolis Kalidou Koulibaly og Inter-spilleren Milan Skriniar, hvoraf det er sidstnævnte, der virker som den nemmeste at få fat i.
Behovet for forstærkelse til forsvaret er blevet tydeligt, skriver avisen, efter Champions League-kampen mod Paris Saint Germain, hvor man tabte med 0-2 på hjemmebane i den første ottendedelsfinale.
I den forbindelse skulle den midlertidige manager i klubben, Ole Gunnar Solskjær, have sine inputs til, hvordan man skal agere på transfermarkedet, og hvis der bliver købt ind til midterforsvaret, så lader det til, at Eric Bailly er på vej ud.
Joachim Andersen har spillet i Sampdoria siden 2017, hvor han skiftede til fra hollandske Twente. Derudover har han spillet ungdomsfodbold i både FC København og FC Midtjylland.