Video : Tipsbladet
Landshold

Storklub betaler fuld løn til afdød spiller

Panathinaikos betaler George Baldocks fulde løn i kontraktperioden. Pengene går til spillerens efterladte.

En tragisk ulykke ramte græsk fodbold i sidste uge, da Panathinaikos-spilleren George Baldock blev fundet livløs i en swimmingpool i sit hjem i det sydlige Athen. Landsholdsspilleren blev 31 år.

George Baldock skiftede i sommerens transfervindue til Panathinaikos efter at have tilbragt stort set hele sin karriere i engelsk fodbold, og efter en skadesplaget sæsonstart havde forsvarsspilleren formået at bide sig fast i startopstillingen.

Nu råder Panathinaikos ikke længere over Baldock, men ifølge græske medier pønser klubben på en flot gestus.

Storklubben vil således udbetale George Baldocks fulde løn frem til sommeren 2027, hvor hans kontrakt stod til at udløbe, og pengene går til forsvarsspillerens hustru, der pludselig er blevet eneforsøger til parrets et-årige søn.

George Baldock spillede i løbet af karrieren 83 Premier League-kampe, så grækeren har formentlig tjent gode penge på fodbolden, men nu slipper hans efterladte i hvert fald for også at skulle forholde sig til lommesmerter midt i sorgen over det meningsløse tab.