Det hører til sjældenhederne i fodboldens verden, at en spiller repræsenterer den samme klub i mere end 10 år, men Yussuf Poulsen kommer til at krydse den magiske grænse i RB Leipzig, som han skiftede til i 2013 fra Lyngby Boldklub.
Der har været en del snak om danskerens fremtid, efter at han i sidste sæson ikke fik så meget spilletid, som han tidligere har gjort, men med 14 dage tilbage af transfervinduet står det klart, at Yussuf Poulsen ikke skal nogen steder.
Det skriver avisen Leipziger Volkszeitung, der også beretter, at cheftræner Marco Rose anser Yussuf Poulsen som en meget vigtig spiller for klubben - ikke mindst i kraft af hans måde at være på i omklædningsrummet og hans betydning for dynamikken i spillertruppen.
29-årige Yussuf Poulsen er gået ind i sit sidste kontraktår i RB Leipzig.
- Jeg er helt afslappet omkring det, og jeg føler iikke noget pres. Vi stikker hovederne sammen på et tidspunkt i løbet af sæsonen, og indtil da er det eneste, der betyder noget for mig, at vi opnår vores mål for sæsonen, siger Poulsen til Leipziger Volkszeitung.
Den danske landsholdsspiller startede blot inde i tre Bundesliga-kampe i sidste sæson, hvilket efterlod Yussuf Poulsen med begrænset spilletid. En del af fraværet kan tilskrives en skade, men Poulsen var ikke på noget tidspunkt fast mand, og i dette transfervindue har RB Leipzig fået tilgang af både Lois Openda og Benjamin Sesko, hvilket absolut ikke gør tingene mindre besværlige for den danske angriber.
Alligevel ser det altså ud til, at Yussuf Poulsen bliver i RB Leipzig, og i lørdags kunne han sammen med holdkammeraterne fejre sæsonens første titel, da det blev til en 3-0-sejr over Bayern München i den tyske Super Cup. Yussuf Poulsen kom på banen til den sidste halve time af opgøret.
Danskeren er noteret for 359 optrædener for storklubben.