Trods nedrykning: Silkeborg præsenterer historiens største overskud
Det var selvfølgelig ikke alt, der gik sportsligt dårligt i 2018 for Silkeborg IF, der kom i pokalfinalen, men nedrykning fra Superligaen til 1. division overskygger det meste. Den slags plejer også at resultere i dundrende underskud, men ikke denne gang.
Selskabet bag fodboldklubben kom ud af sidste år med et overskud før skat på 16,1 millioner kroner. Det er det største af slagsen i selskabets historie, skriver det i en pressemeddelelse.
Det er især den stigende omsætning, der er skyld i det gode resultat. Silkeborg IF tjente i 2018 over 100 millioner for første gang i sin levetid, helst præcist 113,6 millioner. Det har klubben særligt tre store spillersalg at takke for.
I januar skiftede Robert Skov til FC København, og i sommer solgte klubben Jens Martin Gammelby til Brøndby IF, Sammy Skytte til FC Midtjylland og Vladimir Rodic til Hammarby IF. Transfers indbragte i alt 25,9 millioner kroner.
Silkeborg IF er en del af et selskab, der også driver erhvervsudlejning og et hotel. Det er som oftest udlejningen, der sikrer selskabet sit overskud, men i 2018 lavede fodbolddelen selv et plus på syv millioner kroner trods nedrykningen. Igen takket være spillersalgene.
Administrerende direktør Kent Madsen er da også godt tilfreds overordnet set. Der er dog som altid et 'men':
- Men udviklingen i 2. halvår, der isoleret set har givet et driftsunderskud på ca. 3,5 mio. kroner for den samlede virksomhed, naturligvis med baggrund i nedrykningen til NordicBet Ligaen, viser også, at vi fortsat er sårbare overfor skuffende sportslige resultater, siger han.
I 2019 forventer Silkeborg IF et sted mellem minus fem millioner og plus fem millioner.
- Det er naturligvis usikkerheden om vores sportslige fremtid efter sommerferien, der påvirker forudsigelsen. Rykker vi op, kommer vi til at ligge på plus-siden, og mislykkes vi, lander vi på minus-siden. Vi vurderer dog, at der også i 2019 vil være muligheder for transferindtægter, men vi kan jo ikke vide det, siger Kent Madsen.
Silkeborg ligger aktuelt på andenpladsen i 1. division, a point med Viborg FF på førstepladsen. Holdet har dog spillet en kamp mere.