Bashkim Kadrii, Filip Helander og Tom Trybull var alle en del af anførergruppen i OB i den forgangne sæson, men ingen af dem er længere at finde i Ådalen.
Fynboerne må derfor se sig nødsaget til at skifte anførere, og valget af faldet på Viljar Myhra som anfører og Jakob Bonde som viceanfører.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
- Viljar er OB’s anfører i den kommende sæson, fordi han har en meget, meget stærk karakter. Han repræsenterer de værdier – både som menneske og som professionel fodboldspiller – som vi gerne vil kendetegnes ved. Hvis vi kan få mere af ham og mere af hans blod ud i alle de stribede spillere, vi har her, så står vi et rigtig godt sted, siger cheftræner Søren Krogh.
OB-træneren fortæller desuden, at indkøbet af Jakob Bonde ikke mindst også skete med henblik på at give ham et stort ansvar på banen.
- Det er et meget naturligt valg, da Jakob har masser af erfaring og er gået forrest som anfører i de andre klubber, han har spillet i.
- Vi er meget bevidste om at tilføje truppen noget karakter og noget lederskab, og det var også en af de perspektiver, der lå i at hente Jakob. For udover at han er en dygtig fodboldspiller, så har han et enormt lederpotentiale. Så det var en kalkuleret signing også med henblik på, at han skulle være anfører eller viceanfører i OB.
OB åbner sæsonen lørdag klokken 16.00 mod Esbjerg fB.