Video : Tipsbladet
EM

Kun Christian Eriksen betyder noget i aften

Christian Eriksen er stadig i live, og intet andet betyder noget efter en af de mest dramatiske aftener i dansk fodboldhistorie.

Hvor er jeg dog glad for, at Christian Eriksen kom til sig selv igen med hjælp fra alle dem, der ilede til hans redning og behandlede ham.

Undskyld, hvis det lyder banalt.

Men det er den altoverskyggende følelse, jeg sidder med her på tribunen i Parken fire timer senere.

Taknemmelighed over, at Christian Eriksen, far til to små børn, stadig er i blandt os og efter omstændighederne har det så godt, at han talte med sine holdkammerater, før de sammen med finnerne besluttede sig for at spille kampen færdig her til aften.

I chokket under og efter en krise kan der komme alle mulige reaktioner. Naturlige alle sammen.

Sorg, afmagt, frustration, vrede, rædsel, håb, lettelse, bebrejdelse, med mere – jeg tror, vi på stadion og vel sagtens det meste af landet og verden var gennem en del af mange af dem, ikke mindst i de sorte minutter efter afbrydelsen.

Jeg fik blandt andet sms'er hjemmefra fra det ene af mine børn. Om jeg også var bange. Det var jeg.

Og jeg kan end ikke begynde at forestille mig, hvordan det har været for dem fysisk og følelsesmæssigt tæt på Eriksen.

Finland vandt fodboldkampen 1-0.

Det er dejligt for finnerne i deres første slutrundekamp nogensinde, og al ære og respekt for, at de selvfølgelig var kisteglade for sejren bagefter.

Danmark skal spille en fodboldkamp igen på torsdag. Det kan være, selve fodboldspillet kommer til at betyde noget igen inden da, selvom det ikke helt føles sådan nu.

Lige nu glæder jeg mig bare over den helt store ting. Og de små, som den fine samhørighed mellem finner og danskere, der sang Christian Eriksens navn i de minutter, hvor de ængsteligt ventede på en opdatering på hans situation, og finnerne, der klappede Danmark tilbage på banen.

Livet går videre, også på fodboldbanen og EM, og det skal det selvfølgelig også. 

Men først og fremmest gør det det lykkeligvis for Christian Eriksen på en dag, der begyndte som en hyggelig fest i København og en af de største stunder i Christian Eriksens karriere, og nær var endt i tragedie.

I aften blev vi mindet om, hvad der egentlig betyder noget, og hvad der i sidste ende er mindre vigtigt – så må fodbold, EM og analyser vente.