Udviklingen i Superligaen er gået i stå, proklamerede Randers FC-direktør Michael Gravgaard forleden i et interview med BT. Anledningen var den faldende tilskuerinteresse for ligaen, som har været et af de store temaer i denne sæson.
Ifølge danskfodbold.com har kun én klub lige nu et bedre tilskuergennemsnit på hjemmebane end i sidste sæson. AGF’s snit er steget med 4,9 procent, alle andres er faldet (fraregnet oprykkerne). Nogle klubber styrtbløder tilskuere. FC Nordsjællands snit er faldet med 34 procent, Esbjerg fB’s med 28 procent, Viborg FF’s med 25 procent.
Det kan ikke kun forklares med dårlige resultater, for de to tophold kæmper også med at lokke folk på stadion. Brøndby IF har eksempelvis 2,8 procent færre og FC København 25 procent færre tilskuere.
Mange af de tal vil givetvis stige i takt med kampenes vigtighed i foråret, men de bør bekymre klubberne, og bedømt ud fra Gravgaards ord er det noget, der tages alvorligt.
I det lys er Brøndby-fansenes boykot af udebaneturen til Parken på søndag ekstra ærgerlig. Fans af andre klubber føler måske, at det ikke vedrører dem, men det gør det. For rivaliseringer er en glimrende måde at skabe opmærksomhed omkring klubber og ligaen som helhed, og rivaliseringer står og falder med fansenes engagement.
Forårssæsonen starter med en derby-runde, hvor de rivalopgør, der kan opstøves i Superligaen, afvikles. Den hype, som kampene skaber, er endnu vigtigere i disse tilskuerfattige tider. For rivalisering øger omtalen, tilskuertallene og antallet af tv-seere. Alt sammen noget, der på længere sigt hjælper på interessen og forhåbentlig smitter af på tilskuertallene til de andre kampe.
Derfor skal vi bære over med, at nogle af rivaliseringerne virker påtagede, som når AGF og AaB kalder deres opgør for ”Kampen om Jylland”, eller når Esbjerg fB og SønderjyskE betegnes som et lokalopgør trods de 90 kilometer mellem fra Blue Water Arena og Sydbank Park.
I stedet skal dem, der har Superliga kær, omfavne rivaliseringerne. Se blot, hvor meget FC Midtjylland-Viborg FF er vokset på kort tid. 31 indbyrdes kampe er ingenting i historisk sammenhæng, hverken i Danmark eller internationalt, men hvis rivaliseringen dyrkes ordentligt, kan den blomstre. Og hvem synes ikke, det opgør er mere interessant end de fleste andre i Superligaen?
Det kan godt lade sig gøre at stampe en rivalisering op fra næsten ingenting. Jeg talte selv med den norske idrætssociolog og publikumsforsker Arve Hjelseth forud for den seneste derby-runde, og han sagde blandt andet:
- I vor tid er det åbenlyst, at klubber også har en egeninteresse i rivalisering – det giver opmærksomhed og kommercielle muligheder – så der findes også eksempler på, at rivalisering er skabt ovenfra. Ofte er det processer, hvor flere parter bidrager.
- Oftest har den en forankring i historisk rivalisering. Ofte vil historien imidlertid blive brugt strategisk for at "blæse rivaliseringen op", fordi det gør det mere interessant. I historieforskningen kaldes dette invention of tradition – man fremhæver og forstørrer visse dele af historien for at udnytte den til nutidens formål.
Selv FCK-Brøndby har en grad af invention of tradition, i hvert fald sammenlignet med rivaliseringerne i landene omkring os. Her er de 25 år, som københavnerderbyet har bag sig, ingenting, hvilket tilnavnet New Firm da også bevidner. Men nu er det en rivalisering med internationalt format.
Så lad os omfavne weekendens rivaliseringer, de små såvel som de store, for de er vigtige for Superligaen.
Glædelig forårsstart.
