Wieghorst slår fast: Vi skal bare overleve i Superligaen
Foto: Claus Bonnerup/Polfoto
Superliga

Wieghorst slår fast: Vi skal bare overleve i Superligaen

AGF-træner Morten Wieghorst pointerer efter fredagens 1-4 nederlag til Randers, at AGF's målsætning blot er overlevelse i Superligaen.

Efter en god start på sæsonen for AGF var der sikkert en del fans, der håbede, at klubben skulle spille med i Superligaens bedste halvdel.

Men klubben er rendt ind i stime med dårlige resultater, og AGF nærmer sig så småt bunden af ligaen.

Fredag led holdet endnu et nederlag til Randers, og efter kampen slog Morten Wieghorst fast, at klubben ikke har ændret målsætningen, som blev lavet før sæsonen. Overlevelse i Superligaen.

- Nogle folk har måske troet, at vi skulle ligge et andet sted, end vi gør. Men vi er jo altså oprykkere. Jeg har hele tiden sagt, at vi bare skal overleve. Det er målsætning, og det er der åbenbart nogle, der ikke kan eller vil acceptere, sagde AGF-træneren til TV3 Sport 1.

Efter nederlaget til Randers ligger AGF på en ottendeplads i Superligaen. Med lige mange point som OB og Viborg, der ligger under aarhusianerne. 

For Randers var sejren vigtig, da de fortsat hænger på i toppen af tabellen med to point efter AaB på tredjepladsen.