Ventetiden er forbi: Sisto har fået dansk pas
Illustration
Superliga

Ventetiden er forbi: Sisto har fået dansk pas

Superligaens mest omtalte spiller har modtaget sit danske pas.

Det har taget sin tid, men FC Midtjylland-spilleren Pione Sisto har nu modtaget det rødbedefarvede pas, der fortæller, at Pione Sisto er dansk statsborger og kan spille på det danske landshold.

Den 19-årige offensivspiller fra FC Midtjylland har ventet i snart to år, men nu er ventetiden forbi, og han kan dermed tørne ud for danske det landshold, hvis Morten Olsen får brug for ham. I første omgang er Sisto dog i U/21-landsholdet træningstrup til januar.

- Det er selvfølgelig dejligt, at det endelig er på plads. Det er noget, jeg har ventet længe på og set frem til i lang tid, siger Pione Sisto i en pressemeddelelse:

- Passet giver mulighed for at repræsentere Danmark, og det er et mål at komme til at spille for et dansk landshold.

- Nu får jeg mulighed for at komme med på den fantastiske tur med U/21-landsholdet, og det glæder jeg mig meget til. Jeg havde en forventning om, at det gik i orden, men jeg har hele tiden holdt fokus på at præstere godt for FC Midtjylland. Det fyldte en hel del i begyndelsen, da jeg så en mulighed for at repræsentere et dansk landshold, men ikke kunne. Det var jeg selvfølgelig ærgerlig over, men der var ikke så meget at gøre ved det, siger det 19-årige stortalent.

Pione Sisto er som bekendt født i Uganda af sydsudanske forældre, der flyttede til Danmark, da Sisto var to måneder gammel.