Scout: Pas på med 50 millioners prisskilt på Sisto
Illustration
Superliga

Scout: Pas på med 50 millioners prisskilt på Sisto

Danske Ove Flindt Bjerg mener, Pione Sisto fortjent er blevet kåret til Årets Spiller i Superligaen. Han peger dog på, at man skal passe på med at give Sisto et 50 millioner kroners skilt.

Han har i dette efterår henrykt Superligaen, og med mål og assists blev 19-årige Pione Sisto kåret til Årets Spiller i Superligaen af kollegaerne, ligesom de 12 Superlige-trænere i Tipsbladet kårede kantspilleren til efterårets bedste. Tirsdag blev Sisto, der fortsat venter på sit danske pas, så udtaget til en træningstur med U/21-landsholdet i januar, og når transfervinduet åbner, kommer der nok ikke til at mangle interesse for FCM's store salgsemne.

Der er flere klubber, der holder øje med 19-årige Pione Sisto, som i dette transfervindue ganske givet er en spiller, flere udenlandske klubber vil forhøre sig på. FC Midtjylland har tidligere sagt til tipsbladet.dk, at der skal et meget, meget stort bud til, før Sisto bliver solgt, og at klubben ikke regner med, at det sker i dette transfervindue. Sker der, bliver det formentlig med en aftale om, at Sisto udlejes til FCM i foråret.

Borussia Mönchengladbachs scout Ove Flindt Bjerg har fulgt med i snakken om Superligaens store talent, og han mener, der er tale om en dygtig spiller, som passer godt til måden, FC Midtjylland spiller fodbold på. Han advarer dog mod at stille for store forventninger til Sisto fremadrettet, ligesom et stort prisskilt er farligt.

- Det er meget positivt, at en spiller som Pione sætter tempo i Superligaen. At han er blevet kåret til Årets Spiller viser også, at han kan nogle ting. Men der er stor forskel på for eksempel Superligaen og Bundesligaen, og man skal passe på med at give en spiller som Pione et prisskilt på 50 millioner kroner, siger Ove Flindt Bjerg til tipsbladet.dk.

Den danske scout gør det klart, at det ikke skal ses som en kritik af Pione Sisto, men at den 19-årige FCM-spiller lige nu er i omgivelser, der passer perfekt til ham.

- Det er en spiller, som passer godt ind i FC Midtjylland, og som har gjort en forskel. Men jeg taler tit med scouts fra andre klubber i Tyskland, og vi snakker om, at danske spillere er dygtige taktiske og tekniske, men der mangler tit noget personlig udvikling. Hvad sker der, når du flytter til udlandet? Hvad sker der, når du ikke går med de samme venner? Hvad sker der, spillesystemet er et andet? Det er nogle af de ting, der kan have betydning for en ung spillere, siger Ove Flindt Bjerg.

- Jeg glæder mig over, at Sisto gør det godt, og det glæder mig, at Glen Riddersholm har succes i Midtjylland. Han er en fantastisk god fyr og træner, og det er dejligt at se, at FCM kan spille med i toppen sammen med klubber som FCK, BIF og AaB. Jeg siger bare, at man skal passe på med at sige, at en spiller koster 50 millioner kroner, for som Peter Bonde (landsholdets assistent, red.) selv har sagt, så har Superligaen været ustabil i år, og 50 millioner kroner er næsten syv millioner euro. Det er mange penge, også i Tyskland, siger Ove Flindt Bjerg.

- Men det er godt, at Sisto ser ud til at kunne komme på det danske landshold, og jeg glæder mig på Morten Olsens vegne, for han får noget kvalitet at vælge imellem til sit landshold, slutter Ove Flindt Bjerg.

Scouten har været i Borussia Mönchengladbach siden 2008.