Video : Tipsbladet
Superliga

Spillerbudget: Skal sælges efter katastrofe-forløb

Det var sandelig ikke kønt, da et ejerskifte i januar faldt til jorden i Vejle Boldklub, men det virker oplagt, at klubben snart kommer på andre hænder.

Vejle holdt fast i profilerne Oliver Provstgaard og German Onugkha, og der blev skiftet ud på nogle positioner i truppen.

Men mange penge, det har Vejle altså ikke, og konkurrenceevnen på transfermarkedet er svundent ind sammenlignet med for tre-fire år siden.

Vi ser her nærmere på Vejle Boldklub i en serie, hvor vi gennemgår alle 12 Superliga-klubber med lup efter lukningen af januars transfervindue i Danmark.

VEJLE BOLDKLUB
Anslået spillerbudget i 2023/24: 25

Transfervinduet januar 2024
Køb: 0
Salg: 0
Dyreste nye spiller: Vejle betalte ikke transfer for nogen spiller i transfervinduet.

Seneste årsregnskab (2022)
Personaleudgifter: 45
Afskrivninger transfers: 4,3
Årsresultat: -6,6

Alle tal er angivet i millioner kroner.

Spillerbudgettet: 25 millioner kroner
I Superliga-sammenhæng er det er ikke meget, Vejle har at skyde med, efter man faktisk har sparet på udgifterne i et par år sideløbende med, at flere konkurrenter i Superligaen og 1. Division opruster voldsomt.

Man har pengene til at holde på Oliver Provstgaard og German Onughka, der uden videre kunne skydes af for tocifrede millionbeløb, men der er ikke meget til rådighed sammenlignet for få år siden, når der skal hentes spillere ind.

Tipsbladets bud: Her er de om et år
Det virker ganske oplagt, at Vejle Boldklub bliver solgt, og klubbens kurs og økonomiske formåen afhænger helt og holdent af, hvad planerne med nye ejere vil være. Fortsætter det nuværende ejerskab, venter der næppe de store sus i form af nye profilkøb – det har været et par dyre år at drive fodboldklubben.

Analyse
Æv for det et skidt forløb, Vejle var igennem med Cagdas Senyüreks forsøg på at købe klubben.

Det lod ikke til, forretningsmanden var god for de penge, han hævdede, og Tipsbladet såvel som en række andre medier har fanget ham i en række løgne og nogle vitale forglemmelser, for eksempel omkring at være gæst i retssale efter politiefterforskninger.

Det er ikke godt, det er meget, meget skidt, og forløbet har ikke været omkostningsfrit for klubben.

Nu skal man finde en vej videre, og det vil være bundhamrende naivt ikke at se det som en meget realistisk mulighed, at Andrej Zolotko i en eller anden model sælger hele eller dele af den aktiemajoritet, han har i Vejle Boldklub.

Konkurrencen er benhård i dansk fodbold, der har været adskillige løse og mere faste henvendelser om et køb af klubben i de seneste par år, og det giver ikke mening at grave sig dybt ned i VB's enkelte handler sammenlignet med, hvor afgørende ejerskabet og den fremtidige økonomiske formåen er.

Her og nu giver VB den et godt skud inden for et begrænset budget på at blive i Superligaen i et potentielt meget spændende og jævnbyrdigt forår, men det er svært at se, hvordan og hvorfor Zolotko pludselig skal skrue op for investeringerne og matche rivalerne i Superligaens nedre halvdel og midterfelt.

Lejemålene med Anders K. Jacobsen og Victor Lind kan give VB den ekstra offensive firepower, der går foråret til en gyser for OB og især Randers FC uden Filip Bundgaard.

SE SPILLERBUDGETTERNE FOR ALLE DE ØVRIGE SUPERLIGA-KLUBBER HERUNDER