Video : Tipsbladet
Superliga

Spillerbudget: De kan blive tvunget til ejerskifte

Randers FC kan i Superligaens vilde konkurrence være tvunget til et ejerskifte, hvis man vil på afstand af stregen og undgå at miste de bedste spillere, som man gjorde med Filip Bundgaard.

Efter års overpræstationer står Randers FC nu i en lidt for spændende position, hvor man skal håbe på, der ikke kommer en point-eksplosion i foråret fra Vejle Boldklub eller Hvidovre IF under nedrykningsstregen, især nu hvor man lige før transferdeadline mistede Filip Bundgaard.

Randrusianerne har langsomt og forsigtigt skruet op for hanerne igen efter de dramatiske sæsoner mellem 2016 til 2018, men kan man reelt redde sig fra den nuværende position, hvor man økonomisk kun er lige over nedrykningsfeltet i Superligaen, uden at der kommer nye penge til klubben?

Dilemmaet understreges i den grad af torsdagens dramatiske deadlinehandler, hvor Randers mistede klubbens bedste offensive kort Filip Bundgaard til Brøndby IF.

Alt det ser vi nærmere på her i en serie, hvor vi gennemgår alle 12 Superliga-klubber med lup efter lukningen af januars transfervindue i Danmark.

RANDERS FC
Anslået spillerbudget i 2023/24: 29

Transfervinduet sommeren januar 2024
Køb: 2,4
Salg: 24
Dyreste nye spiller: Tammer Bany, hentet for 1,3 millioner kroner i B.93.

Seneste årsregnskab (2022/23)
Personaleudgifter: 54,2
Afskrivninger transfers: 7,9
Årsresultat: 2,2

Alle tal er angivet i millioner kroner.

Spillerbudgettet: 29 millioner kroner
Januars forandringer og storsalget af Filip Bundgaard rykker ikke fundamentalt ved Randers' spillerbudget, der dog kan vokse til sommer med Bundgaard-penge, selvom man næppe kommer i Top 6 for fjerde sæson i træk.

Efter at have set årsregnskabet for 2022/23, der stik mod den øvrige trend i Superligaen bød på små besparelser, har vi faktisk skruet Randers' estimerede spillerbudget en million kroner ned.

Randers kan nu håbe, Stephen Odey bliver solgt til sommer, og der bliver luft i budgettet til en ny spiller cirka i hans prisklasse, der lyder på fem millioner kroner og en for Randers ganske stor hyre.

Tipsbladets bud: Her er de om et år
Det er en af de sværeste Superliga-klubber at læse, fordi så meget kan blive vendt på hovedet, hvis en ny ejer kommer til. Uden en ny ejer, medinvestor eller større samarbejdsklub i udlandet er der ikke meget, der rykker sig finansielt i forhold til spillerbudgettet.

Analyse
Det er paradoksalt.

Sønderjyske, Esbjerg fB, Næstved, Fremad Amager og Jammerbugt ville give meget for at være i Randers' position: I Superligaen i over ti år, en by, der bakker op, ingen betalingsstandsning og andre ubetalte regninger, ingen spillere hentet til af nye, overmodige ejere, der så dårligt nok har niveau til 3. Division ude på banen.

Men Randers' navn dukker stadig jævnligt op, når snakken i dansk fodbold går på udenlandske opkøb, også selv om klubben selv har nedtonet de koblinger de to seneste år.

For få år siden var Randers oftest i pæn afstand til nedrykningsstregen, hvis vi taler den, der er målt i kroner og ører i spillerbudgettet.

Men der er kommet flere klubber til i samme lag som Randers FC med et budget omkring 25-30 millioner kroner, endnu flere klubber ligger i laget under mellem 15 og 25 millioner, mens dem, der var cirka side om side med Randers for få år siden, er blevet mærkbart større.

Hvis man var i tvivl om, hvor Randers er i fødekæden i Superligaen, var torsdagens dramatiske deadline-salg af Filip Bundgaard et godt eksempel – pengene er gode, for Randers, men det er også noget, der kan svække klubben alvorligt i en vital overlevelseskamp.

Så vi kan sagtens diskutere, om Randers nu også får nok ud af de køb til et par millioner kroner, andre klubber af samme størrelse forvandler til store Superliga-profiler.

Men på den helt store, strategiske klinge er Randers fanget i et limbo, hvor man stadig er meget fristet af at finde den rette udenlandske ejer eller partner, fordi man bare ikke kan vokse ret meget mere på naturlig vis i byen og dens opland med nye sponsorer og tilskuere.

Førnævnte klubnavne er jo levende eksempler på, at det absolut ikke er givet, man bliver det nye FC Midtjylland eller FC Nordsjælland af at få en udenlandsk ejer (vi ved stadig ikke, hvilken kategori AaB og AC Horsens havner i), men spørgsmålet er, om Randers FC over tid kan – og skal - modstå fristelsen til at forsøge.

SE SPILLERBUDGETTERNE FOR ALLE DE ØVRIGE SUPERLIGA-KLUBBER HERUNDER