Storklubber efter Christian Bolanos
Illustration
Superliga

Storklubber efter Christian Bolanos

Et succesfuldt VM har gjort Christian Bolanos aktuel i nogle af Europas helt store klubber.

Christian Bolanos har i en hel sæson løbet rundt og set meget ordinær ud i den danske Superliga, men ved det igangværende VM er offensivspilleren i hopla for Costa Rica, der indtil videre har været slutrundens største overraskelse.

Tidspunktet er imidlertid også velvalgt for Bolanos.

Om fire dage udløber hans kontrakt med FC København, og det har længe været kendt, at den ikke vil blive forlænget, og derfor skal Bolanos på udkig efter en ny klub, når Costa Rica engang er færdige ved VM. Og indtil videre har han altså solgt sig selv flot – ja, faktisk så flot, at et par af Europas helt store klubber har fået øjnene op for ham.

Tuttomercato skriver således, at to af Portugals tre største klubber, FC Porto og Sporting Lissabon, har taget kontakt til Christian Bolanos' agent, mens der også er interesse fra italienske klubber – dog ikke så konkret som i tilfældet med den portugisiske duo.

30-årige Christian Bolanos har haft skandinaviske arbejdsgivere, siden han skiftede til OB i 2007, og har bedyret, at han er på jagt efter en klub i en anden egn af verden.