Storklub snyder FCK for svensk forsvarsspiller
Foto: Tipsbladet
Superliga

Storklub snyder FCK for svensk forsvarsspiller

Panathinaikos er tæt på at sikre sig Filip Helander, der også har tiltrukket sig interesse fra FC København.

FC København har allerede været aktive og forstærket truppen frem mod næste sæson. Benjamin Verbic og Kasper Kusk er allerede i stalden, og der kommer med al sandsynlighed flere til i løbet af de kommende uger.

De danske vicemestre har blandt andre været sat i forbindelse med Alejandro Bedoya og Filip Helander, men førstnævnte bliver svær at lokke fra Nantes, og der er heller ikke noget, der tyder på, at Filip Helander skal til FCK.

Den 22-årige forsvarsspiller fra Malmö FF er nemlig på blokken andre steder end hos Ståle Solbakken, og pilen peger mod Grækenland for den dygtige svensker. Filip Helander er således tæt på at skifte til storklubben Panathinaikos.

- Filip Helander er på vores liste, og nu har vi to måneder til at finde en central forsvarsspiller. Vi har et godt samarbejde med hans agent, men har ellers ikke noget at sige. Forhandlingerne er i gang, men lige nu er vi ikke i mål, siger Panathinaikos' sportschef Leonidas Vokolos til Fotbollskanalen.

Hovedpersonen selv vil gerne til Panathinaokos, der i denne sæson sluttede på andenpladsen i Grækenland efter Olympiakos.

- Panathinakos er en storklub, og det er klart, det er smigrende at høre det, siger Helander og understreger, at han regner med at forlade Malmö FF i løbet af sommerens transfervindue.

Han har et halvt år tilbage af sin kontrakt med de svenske mestre.