Solbakkens farvel: Jeg har skuffet mange

»Fodboldens kerne: Man taber og vinder sammen«
Det vender vi tilbage til, for denne snak er også et tilbagekig på hele perioden, så vi starter med den første officielle kamp som FC København-træner.

9. februar 2006: Royal League på Brøndby Stadion mod Michael Laudrups mandskab. Pressemøde mellem to trænere, der ikke ved, hvad de skal sige om hinanden og en holdseddel, hvor FCK's træner stadig stod som Hans Backe.

FCK stillede sådan her: Christiansen - Jacobsen, Hangeland, Gravgaard, Bergdølmo - Silberbauer, Linderoth, Hutchinson, Bergvold - Santos, Allbäck, og Solbakken debuterede med en 2-1 sejr på mål af Allbäck og Bergvold.

»Jeg kan ikke huske pressemødet med Laudrup, men jeg kan godt huske kampen og starten med tre kampe i Brøndby. Vi var klart bedst i både Royal League og pokalkampen, men vi tabte den sidste med 1-0, for dommeren snød os for et klokkeklart straffespark og vi fik to mand vist ud. Og så tabte vi min første ligakamp med 3-0, hvorefter vi spillede 3-3 i Parken mod FC Nordsjælland, så det var ikke nogen flying start.«

»Men det var en balancegang i det første halve år, for jeg ville forandre meget hurtigt for at forberede holdet til at kunne klare sig bedre i Europa, så der var en snert af gambling over det, for vi skulle jo vinde kampene samtidig. Men vi fik hurtigt stabilitet i spillet,« husker Solbakken om kampen, hvor der også var debut til de to første og vigtige indkøb.

»Jeg kendte jo Brede vældig godt fra Viking. Han ville gerne have været ud i den store verden, men det lykkedes ikke, så vi var heldige med at få ham. Atiba havde jeg bare set tilfældigt på tv i nogle kampe fra Allsvenskan, hvor jeg vældig godt kunne lide hans måde at spille på, men man må sige, at de begge gjorde sig bemærket for klubben over lang tid,« siger Solbakken, før han opponerer mod Tipsbladets dårlige hukommelse. For det var ikke bare en nem start for nordmanden med et mesterskab, der skulle køres hjem efter Backes fornemme efterår.

»Vi førte kun med fire point i vinterpausen, og det kan jeg huske, fordi jeg havde tænkt, at det ville være syv, hvis vi vandt i Brøndby og så havde det været afgjort. Det gjorde vi så ikke, men vi vandt alligevel mesterskabet med seks point.«

Læs mere på næste side