Randers-profiler snart klar igen
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Superliga

Randers-profiler snart klar igen

Kasper Fisker og Viktor Lundberg er snart deres skader kvit og nærmer sig dermed klarmeldinger i Randers FC.

Kasper Fisker måtte udgå af fredagens kamp i Farum mellem Randers FC og FC Nordsjælland på grund af en skade, men mandag oplyser klubben, at den offensive profil snart er klar igen.

Kort før pausen fik Fisker et slag i maveregionen, og det satte en stopper for hans deltagelse i kampen. Nu meddeler klubben dog, at han snart er tilbage på træningsbanen igen. Klubben skriver på sin hjemmeside, at Fisker mandag gennemførte cykel- og styrketræning, mens han tirsdag skal deltage i løbeopvarmningen med de øvrige spillere. Han forventes endvidere at træne fuldt med om et par dage.

Klubben oplyser desuden, at Viktor Lundberg også nærmer sig en klarmelding. Den svenske angriber skal tirsdag være med i dele af træningen, og herefter vil sundhedssektoren vurdere hans tilstand fra dag til dag.

Viktor Lundberg har scoret fem mål indtil videre i Superligaen. Fisker har bidraget med én scoring.