Video : Tipsbladet
Superliga

- Det må være fordi Brøndby er bange

FC Nordsjællands Oliver Villadsen bed mærke i, at Brøndby ifølge ham trak tiden i slutningen af kampen søndag.

FC Nordsjælland spillede søndag eftermiddag 1-1 mod Brøndby, og efter kampen bemærkede førstnævntes Oliver Villadsen, hvordan de blågule fra den københavnske vestegn sluttede kampen af på.

Det fortæller han på Discovery+ kort efter slutfløjt.

- Jeg tror, at hvis man så kampen i dag, så kunne man godt se, hvem der var bedst. Jeg synes, at vi havde rigtig mange chancer. Det må jeg bare sige. Så må man sige, at det er vildt nok, at Brøndby vælger at trække tiden til sidst. Det må være fordi, at de er lidt bange, så det bliver spændende at se i returkampen, siger Villadsen.

FCN-backen var da også henne ved dommerteamet efter kampen for at tale om netop dét.

- Jeg tror bare, at jeg i nogle situationer føler, at modstanderen trækker tiden, og så ville jeg gerne have lidt ekstra tid. Men igen, det er jo dem, der dømmer, så der er ikke så meget der, lyder det fra Oliver Villadsen.

Han var desuden ikke i tvivl om, hvem der fortjente at tage sejren.

- Jeg synes, at vi var langt bedre. Langt bedre. Vi havde sindssygt mange chancer. Det er helt vanvittigt. Jeg ved faktisk ikke om de som sådan har en stor chance i anden halvleg. Jeg synes, at vi har to-tre 100 procentschancer, som vi skal score på, fortæller FC Nordsjælland-spilleren.

Næste opgave for FCN er mod AGF på udebane.