Pukki har længe været Brøndby-emne
Illustration
Superliga

Pukki har længe været Brøndby-emne

Teemu Pukki skrev kontrakt med Brøndby i mandags, men de blå-gule har længe kendt til den målfarlige finne.

Teemu Pukki har i sin karriere scoret mål for HJK Helsinki, Schalke 04 og Celtic. I den kommende sæson skal han få netmaskerne til at blafre på den københavnske Vestegn, efter at Brøndby i mandags lejede finnen for resten af indeværende sæson.

Den 24-årige landsholdsangriber er hentet ind som afløser for Simon Makienok, som blev solgt til Palermo i lørdags, men Brøndbys interesse for Pukki går meget længere tilbage. Således har finnen været på blokken i Brøndby i lang tid.

- Vores dygtige scoutingafdeling har længe haft Pukki i vores system. Men timingen skulle være rigtig sammenholdt med salget af Simon Makienok, siger Brøndby-træner Thomas Frank til 3point.dk.

Han har store forventninger til Teemu Pukki, som har været en notorisk målscorer i alle de klubber, han har været i.

- Pukki er en rigtig dybdeløber og fantastisk dygtig til at time sine løb i dybden. Og han er en sindssyg dygtig afslutter, specielt med højre foden. Og har et hurtigt aftryk. Han laver kvalitetsmål, hvor han kan skyde både dybt og højt i målet, siger Thomas Frank og tilføjer:

- Han er meget den type, som jeg har søgt, da han også er meget bevægelig.

Brøndby har sikret sig en købsoption på Teemu Pukki.