Superliga-klubben OB indledte tirsdag træningen frem mod den kommende sæson, og den aktuelle trup med 24 spillere er stort set på plads.
Sportsdirektør Jesper Hansen bekræfter dog, at der kan komme flere handler på Fyn denne sommer.
- Der kan godt ske mere. Der er noget, vi selv er herrer over, og så er der noget, vi ikke kan styre. Det kan være, at der kommer bud på en af vores spillere, som vi ikke kan sige nej til, så i sidste ende kan der stadig komme folk ind og ud af truppen. Overordnet vil jeg dog sige, at vi er meget tilfredse med truppen. Vi har været tidligt ude, og det er et stort plus, siger Jesper Hansen til tipsbladet.dk.
OB overvejer særligt at supplere truppen med en offensiv forstærkning.
- Som udgangspunkt er vi meget tilfredse med truppen, men vi har øje for en offensiv tilgang, og hvis der dukker en anden spiller op, som er meget interessant, er vi også klar til at kigge på det. På den måde lukker vi ikke nogen døre, siger Jesper Hansen.
I den sammenhæng er det oplagt at tænke på det hul, som sidste sæsons profil Rasmus Falk efterlader efter skiftet til FC København.
- Rasmus er en unik spiller med sine kvaliteter, men der findes andre spillere på hans position, som så har nogle andre spidskompetencer. Vi har også nogle unge spillere, som vi forventer os endnu mere af, og som sagt vil vi gerne have den stærkest mulige trup, så der kan stadig ske noget, siger OB's sportsdirektør.
OB har denne sommer hentet Joao Pereira, Kenneth Emil Petersen, Mathias Thrane, Jeppe Tverskov og Rasmus Jönsson udefra, mens Thomas Mikkelsen er kommet tilbage fra et lejemål. Hertil er Jacob Buus og Yao Dieudonne rykket op fra U19-holdet.