OB henter forsvarstalent i Juventus
Foto: Morten Wamsler/OB
Superliga

OB henter forsvarstalent i Juventus

OB har skrevet kontrakt med Jacob Barrett Laursen, der kommer til klubben på en lejeaftale for resten af sæsonen.

Efter at have trænet med i nogle dage, ligger det nu fast, at forsvarsspilleren Jacob Barrett Laursen fortsætter karrieren i OB. 

Den tidligere AaB-spiller er blevet udlejet fra Juventus til OB for resten af denne sæson. 

- Vi havde fornøjelsen af at have Jacob på besøg hos os for et par uger siden, og da viste han ganske lovende takter, og han har bekræftet indtrykket i de seneste dage, hvor han igen har trænet med os. Han er et stort talent, og det er selvfølgelig også derfor, at han har kontrakt med Juventus. Alle parter vurderer dog, at han kan sætte ekstra fart på sin udvikling ved at spille hos os resten af denne sæson, og vi ser frem til at have ham blandt os, siger OB's sportsdirektør Jesper Hansen.

Den 18-årige forsvarsspiller kan dække både venstre back og venstre midtbane og træner allerede med OB's førstehold. Dog er han ikke udset som en frelser på Fyn. 

- Det er klart, at han som 18-årig ikke er udset som en spiller, der skal ind og være nøgleperson for os i Superligaen. Men det er en spændende chance for os, for han har nogle åbenlyse kvaliteter, som vi skal se, om vi i fællesskab kan videreudvikle. Vi tror på, at han kan tage det næste skridt, og vi håber at det vil ske hos os, siger Jesper Hansen.

Jacob Barrett Laursen kan få debut for OB allerede på søndag, når modstanderen er FC Nordsjælland på hjemmebane.