Ari Skulason har haft en længere sommerferie end sine holdkammerater i OB grundet hans deltagelse ved EM-slutrunden for Island, men mandag slutter hans ferie. Han kommer dog ikke til at møde ind til træning i Ådalen her til formiddag.
OB oplyser til tipsbladet.dk, at islændingen har fået fri fra dagens træning for at forhandle med en interesseret klub.
Det forlyder ikke, hvilken klub der er tale om, men alt tyder på, at Skulason står foran et skifte til belgiske Lokeren. I sidste uge forlød det, at de to parter var tæt på en aftale, og søndag lagde islændingen et billede ud på Instagram fra Billund Lufthavn, der viser, at han var på vej ud af landet. Omkring samme tidspunkt lettede en flvver fra Billud mod Bruxelles.
Ari Skulason har et halvt år tilbage af sin kontrakt med OB, så han er fri til at forhandle med andre klubber. OB kan dog gøre krav på islændingens arbejdskraft frem til årsskiftet, men man må antage, at Lokeren gerne vil have fingrene i Skulason med øjeblikkelig virkning. I sidste uge kunne en belgisk avis da også fortælle, at de to klubber var nået til enighed.