Rigtig meget tyder på, at Ari Skulason har spillet sin sidste kamp for OB. Den islandske EM-helt har siden sin hjemkomst været rygtet flere steder hen, og nu skriver Aftonbladet, at Skulason er nær et skifte til belgiske Lokeren.
Islændingen har et halvt år tilbage af sin aftale med OB, så fynboerne har mulighed for at score et symbolsk beløb på ham, hvis klubben sælger i dette transfervindue, og det ser det altså ud til, at de gør. Tipsbladet.dk erfarer, at Skulason med sikkerhed ikke forlænger sin kontrakt, og Ifølge den svenske avis skal OB og Lokeren være nået til enighed om en aftale, og belgierne er også kommet overens med Ari Skulason. Dermed venter kun det obligatoriske lægetjek.
OB har ikke meldt noget ud om, at en transfer med Ari Skulason er på trapperne, så man kan være fristet til at tolke på, om islændingen er med i truppen, når cheftræner Kent Nielsen i dag udtager sine spillere til morgendagens premiere mod Silkeborg. Det skal man imidlertid lade være med. Skulason har stadig ferie, og derfor er han med sikkerhed ikke med i opgøret.
Hvis Ari Skulason skifter til Lokeren, er der stor sandsynlighed for, at han bliver holdkammerat med danske Jakob Ankersen – han meldes ligeledes på vej til Preben Elkjærs tidligere klub.