Superliga

Nicolai Larsen: Fra asken til ilden

AaB lå til nedrykning, og Nicolai Larsen var reserve. Sådan var det hele sidste sæson. I år er der vendt fuldstændig op og ned på de kendsgerninger.

Målmanden Nicolai Larsen er symbolet på AaB's forvandling i denne sæson. For da nordjyderne i maj gæstede Parken, sad Nicolai Larsen på AaB's bænk og klubben var tæt på at ryge ud af Superligaen. Nordjyderne reddede sig imidlertid, fordi Tim Janssen udlignede for Esbjerg i Randers.

Søndag kommer AaB tilbage til Parken som tophold, og Nicolai Larsen kommer tilbage til Danmarks nationalstadion som førstemålmand.

- Det var helt surrealistisk at sidde derinde på bænken i sidste sæson. Det ene øjeblik var vi nede, og det næste var vi oppe. Det var virkelig svært at sidde stille derude, for vi fulgte jo hele tiden med i, hvad der skete i den anden kamp. Heldigvis klarede vi den, og det var en kæmpe forløsning for os.

- Det bliver rigtig mærkeligt at komme tilbage. For jeg har en helt anden rolle på holdet nu. Jeg spiller fast, og det bliver fedt at prøve at spille i Parken. Jeg tror, det er specielt for alle at komme ind og spille på landets nationalstadion mod Superligaens bedste hold. Når det er sagt, bliver det også en kamp som alle andre. Jeg forbereder mig ikke anderledes, end jeg ellers gør, fordi det er FCK. Jeg bliver spændt før kampen, men det gør jeg også, når vi møder SønderjyskE. Det er naturligt, og sådan skal det være, siger Nicolai Larsen til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Larsen en lykkelig førstekeeper i AaB

AaB's nye førstemålmand er ikke i tvivl om, at han og resten af AaB-holdet har en chance for at slå FC København på søndag. Nederlaget hjemme til Farum i søndags får ikke betydning for AaB'ernes tro på sig selv.

- Indimellem taber man fodboldkampe, sådan er det. Vi spillede ikke særlig godt mod FC Nordsjælland, men alligevel var vi faktisk tæt på at få ét point. Nederlaget har ikke ændret vores tro på holdet, og vi tror også på, at vi kan spille op med FCK på søndag. Vi skal sørge for at stå godt defensivt og stå imod det pres, som de helt sikkert vil lægge på os, og så skal vi udnytte de chancer, vi måtte få, siger målmanden.

Nicolai Larsen skiftede til AaB fra Lyngby sidste sommer, og efter et år i skyggen af Karim Zaza blev han forfremmet til førstekeeper inden denne sæson.