Hobro-chef: Det er kun godt med studier og arbejde
Illustration
Superliga

Hobro-chef: Det er kun godt med studier og arbejde

Spillerne i Hobro IK har mærket det øgede pres i Superligaen, men den lille klub har ikke tænkt sig at ændre stort på det deltidsprofessionelle setup.

Bragt i Tipsbladet 21. november.

Quincy Antipas har fået en fuldtidskontrakt i Hobro, men det er han foreløbig den eneste, der har. For i oprykkerklubben tror de stadig på, at et arbejde eller et studie ved siden af fodbolden gør spillerne til hele mennesker, og det hjælper dem på fodboldbanen. Samtidig er det vigtigt at blive ved med at udvikle klubben, men det har det alle dage været, og sådan fortsætter det uagtet sæsonens resultater.

”Hvis vi er dygtige og heldige nok til at blive i rækken, vil vi komme til at udvikle os, ligesom vi har gjort alle de andre år. Vi forsøger at udvikle os hele tiden, og det har vi også tænkt os at gøre til næste sæson, uanset om vi er i 1. division eller Superligaen. Det er en del af vores kultur, at vi hele tiden udvikler os,” siger sportschef Jens Hammer og gør det klart, at der fortsat er lang vej til Superliga-frelse.

Ligesom Quincy Antipas har sportschefen bemærket, at det forøgede fysiske pres, som livet i landets bedste række medfører, har sat spillerne under. Det har taget dem lidt med bukserne nede, som han siger, og derfor skal vinteren gå med at opbygge den fysiske, eksempelvis med hjælp fra en fysisk træner.

Men hvis klubben skal blive ved med at udvikle sig, som Jens Hammer selv siger, at den skal, sætter de nuværende rammer med deltidsprofessionalisme nogle begrænsninger, som man måske bliver nødt til at skubbe lidt til.

”Hvis vi skal være Superliga-klub på sigt, så skal vi også udvikle vores træningskoncept. Det har været en stor proces for os at gå fra at være fyraftensproffer, som vi var i foråret og altid har været. Vi trænede om eftermiddagen klokken 17, og nu træner vi klokken 15, lige nu faktisk 14.45, fordi det bliver mørkt. Der er nok ingen tvivl om, at hvis vi skal være en etableret Superliga-klub på sigt og komme til at spille en årrække i Superliga, så skal vi nok flytte træningstidspunktet til endnu tidligere på dagen. Men jeg vil også godt sige, at jeg tror fuldt og fast på en holistisk tankegang om, at det hele menneske er i centrum. Jeg vil gerne have, at de uddanner sig ved siden af, eller at de har et arbejde ved siden af. Jeg tror på, at det giver dem point på banen. Med mig ved roret bliver det ikke træning klokken 10 om formiddagen. Det ødelægger deres muligheder for at gå i skole eksempelvis,” siger han.

Løsningen bliver muligvis en mellemting, som forsøger at finde balancen mellem de nuværende værdier og ønsket om at kunne være med på højeste niveau. Den balancegang er vanskelig at ramme, men for Hobro bliver det måske løsning, der skal bevare på de afholdte værdier.

”Uden at det er noget, der er lagt fast endnu, har vi talt om, at hvis vi skal forstærke os, så kunne det eventuelt være med spillere, der har været vant til et fuldtidsprofessionelt liv. Eksempelvis Quincy, som jo i den grad har været en profil for os,” fortæller sportschefen.