Antipas om optur, drømme og Brøndby-exit

Bragt i Tipsbladet 21. november

Et par unge drenge kommer ind i lokalerne på DS Arena for at høre, hvornår Superliga-holdet træner, mens en dame går rundt og ordner praktiske gøremål i køkkenet, og to medarbejdere spiser frokost i loungen. Ellers er der ganske stille på det lille stadion på Amerikavej i Hobro. Der er stadig et par timer, til de to knægte kan se byens bedste fodboldhold træne, for træningen begynder ikke før klokken 14.45. 

Den eneste førsteholdsspiller, der er til stede, er Quincy Antipas. Han har nu været fire måneder i sin nye klub, hvor han allerede har etableret sig som en profil med tre mål og lige så mange oplæg i sine første 14 kampe. Og han har godt lagt mærke til, at der ikke er så meget aktivitet omkring Hobro IK, som der var i hans gamle klub. 

”Der er aldrig stille i Brøndby. Der er altid et pressemøde, der kommer altid nyheder, der sker altid noget. Det er en meget travl klub. Det er også en stor klub, så det følger med. Det var meget spændende for mig at lære om den slags, for jeg havde aldrig været i så stor en klub før. Så jeg lærte meget fra hele miljøet i Brøndby, og det er som en stor familie. Der skete meget mere i hverdagen,” siger den zimbabwiske angriber fra loungen med udsigt over sin nye hjemmebane.

Hans hverdag ser også lidt anderledes ud nu, end den gjorde før august, da han blev den dyreste spiller i Hobros historie. For i Brøndby, som i alle andre professionelle klubber, er der typisk træning om formiddagen, og så har spillerne fri resten af dagen. I Hobro er det lige omvendt. Quincy Antipas har fået en fuldtidskontrakt, mens hans holdkammerater har jobs og studier ved siden af, så han har masser af tid, han skal slå ihjel. Men bortset fra at han nu kan sove lidt længere, er det ugentlige skema ikke forandret markant. 

”Vi træner én dag færre i ugen end de andre Superliga-hold. Der er ikke så stor forskel. Den ekstra dag fokuserer jeg måske på vægttræning og laver noget individuel træning, nogle gange med [assistenttræner Michael] Kryger, som træner Emil [Berggreen, som heller ikke har arbejde eller studie ved siden af] og jeg. Når jeg laver min ekstratræning, skal jeg stadig bruge tid på at restituere. Mange af de andre laver ikke så meget arbejde i styrkelokalet, som Emil og jeg gør, for vi har mere tid til at fokusere på træning og restitution. Det er en stor del af fodbold. Det er ikke kun træningen, det er også restitutionsperioden. Vores job er at lægge mere i os selv og vores egen træning,” siger Quincy Antipas, der ankom til interviewet godt udkørt efter en formiddag i styrkelokalet.

Investering i fremtiden
Udover at ekstratræne har den 30-årige Hobro-spiller nok at se til i hverdagen, og han keder sig ikke, selv om han spiller i en klub, hvor de andre er på deltidskontrakter. Han har eksempelvis gang i nogle personlige projekter, som han ikke vil uddybe mere end, at ”det er stadig i begyndelsesfasen, men jeg arbejder på et par små ting, som jeg synes er interessant. Personlige interesser og hobbyer.” 

Derudover er der under tre kvarters kørsel til Aalborg, hvor han boede, da han spillede i Blokhus, og stadig har nogle venner. Den overskydende tid kan han til gengæld bruge på at forbedre de mangler, han identificerer i sit spil. 

”Det giver mig tid til at arbejde på de ting, jeg skal arbejde på. Fokusere på små detaljer for at blive bedre, og det gør jeg meget. Det har jeg også meget tid til,” siger han med et lille grin over sin megen fritid. 

”Men jeg ved, hvad jeg gør her. Jeg er her af en årsag.”

Den årsag gjorde han sig meget klar allerede, da Hobro meldte sin interesse. For Brøndby-karrieren var stagneret, og Antipas var blevet en indskiftningsspiller. Han ville ellers gerne have haft en ny kontrakt og flere penge, enten i Brøndby eller et andet sted, men i stedet endte han hos de himmerlandske oprykkere. Her har lønchecken ikke lige så høje cifre som den på Vestegnen, men det er alt sammen en del af planen. 

”Jeg så det sådan, at jeg ville investere mig selv i en mindre klub og præstere og måske tage til udlandet. Jeg gør det rigtige for måske at få en større kontrakt i fremtiden. Jeg spiller regelmæssigt på en plads, som passer til mig, og samtidig ved jeg, investeringen måske kan give afkast efter en god sæson,” siger Antipas, der stadig drømmer om et skifte til udlandet, selv om han runder 31 år til april.

”Jeg har altid ambitioner om at præstere, og når man spiller godt, kan man komme af sted. Thomas Dalgaard skiftede til udlandet, og han var 30. Hvis det ikke sker, vil jeg stadig arbejde, og man skal altid have noget at arbejde hen imod. Det handler ikke om, at jeg skal til udlandet, men om at spille godt og regelmæssigt, og så sker resten af sig selv. Man ved aldrig. Jeg kan også præstere godt og skifte til en stor klub i Danmark eller Skandinavien.”

Stod det udelukkende til Quincy Antipas, gik hans næste skifte dog ikke til hverken danske, svenske eller norske klubber. Den hurtige Hobro-angriber har altid drømt om at spille i Italien, om end han anerkender, at det næsten er umuligt at få et skifte til en italiensk klub i stand i hans nuværende situation. 

Respekt for ærlige Frank
Tiden er heller ikke inde til et skifte til udlandet lige nu. Han havde ellers muligheden i sommer, inden Hobro sikrede sig hans underskrift, men sidste sæson med kun ni ligakampe med fuld spilletid betød, at han hellere vil vente et år eller to.

”Jeg følte ikke, det var rette tid til at rejse til udlandet med tanke på, at det var et lavt punkt i min tid i Brøndby. Så jeg ville have en successæson først og præstere godt. Jeg havde ikke mange muligheder for at flytte til udlandet til de ligaer, jeg gerne ville,” siger han og sætter lande på.

”Jeg havde en stærk interesse fra Tyrkiet. Og fra USA, som jeg havde et tilbud fra, lige før jeg skrev under med Hobro. Tilbuddet fra USA var slet ikke dårligt, men jeg ville gerne blive i Europa indtil videre og forsøge at præstere godt i den kommende tid og helst slutte stærkt af, hvis jeg skal af sted.”

Sikkert og vist var det dog, at Quincy Antipas skulle væk fra Brøndby. Han var ellers en vigtig spiller i sin første sæson, da klubben kæmpede mod nedrykning, men det stod hurtigt klart for ham, at han ikke passede ind i cheftræner Thomas Franks planer. Og det på så grundlæggende en facon, at han ikke bare kunne tilpasse sig den nye træners taktiske oplæg.

”Jeg spiller meget på min intuition, mit instinkt. Jeg spiller selvfølgelig i et system, men det er det instinktive, der gør mig til den spiller, jeg er. Thomas ville have en spiller, der kunne tilpasse sig mere til holdet. Og ærlig talt gav han mig en fair chance. Når jeg så vores kampe på video med trænerne, synes jeg ikke, jeg spillede dårligt. Jeg spillede ret godt, jeg scorede bare ikke eller fik mulighederne for at skabe de afgørende øjeblikke. Og på et stort hold er der større konkurrence om pladserne, og træneren ville gerne se på andre muligheder. Det var det, og det sker i fodbold,” siger Antipas, der allerede i sidste efterår besluttede sig for, at han måtte finde en ny klub.

”Jeg ville væk fra Brøndby meget tidligere, end jeg kom, for jeg vidste, jeg ikke ville spille i de sidste seks måneder. Jeg havde spillet under Thomas i seks måneder, og jeg kunne se, at de havde planer om at købe andre spillere, og det ville formentlig være nogle, der skulle spille min plads. Derfor forsøgte jeg fra november at finde en ny klub, og jeg var tæt på en i januar, men de tog mig ikke, og så skulle jeg vente til juli.”

På overfladen set var det noget af den degradering for Quincy Antipas, der kom til Brøndby som det store indkøb og manden, der skulle frelse det fallerede storhold fra nedrykning og dermed økonomisk ruin. Han startede også inde i alle de 21 ligakampe, han fik sin første sæson, og ville have fået endnu flere kampe, hvis han ikke først kom til Vestegnen på transferdeadlinedag i 2012.

Han og klubben havde da også løse snakke om en kontraktforlængelse sidste sommer, men som sæsonen skred frem, blev det mere og mere tydeligt, at han ikke var Thomas Franks yndling. Især i foråret, hvor Quincy Antipas ikke fik 90 minutter en eneste gang. Overgangen fra nøglespiller til lejlighedsvis indskifter tog dog ikke så hårdt på zimbabweren, der var mentalt forberedt på nedturen.

”Jeg havde ikke noget i mod det, for jeg vidste, at jeg ikke skulle være en nøglespiller i de seks måneder, så jeg fokuserede bare på at forberede mig til at blive klar. Jeg vidste det, for Thomas var meget åben. Det er derfor, jeg har stor respekt for ham, for han var meget ærlig og åben omkring det. Man kan altid acceptere og forstå det, når folk er ærlige, så det satte jeg stor pris på. Det var fint. Det er en del af spillet,” siger han.

Forkert taktik
En vigtig årsag til Antipas’ vigende vigtighed i Brøndby var den udvikling, som klubben gennemgik fra foråret 2013, da overlevelsen i Superligaen var sikret, og aktieemissionen sendte 108 millioner kroner i den pressede klubkasse. Med millionerne kom også en ny ledelse, en ny cheftræner og ikke mindst nye spillere. Alt sammen noget, der blev begyndelsen på enden for Quincy Antipas, der i sine to år i Brøndby oplevede nogle af klubbens mest tumultariske sæsoner nogensinde. 

Han er dog ikke sur over, at han så relativt hurtigt endte på et sidespor. Han hylder forandringerne og fortæller, at han blev klogere på mange ting i de 23 hektiske måneder.

”Jeg lærte meget. Især taktisk omkring, hvordan Thomas vil spille. Overgangen fra at være et hold uden penge til det, de er nu... Jeg tror, det bliver rigtig stort. I den periode fik jeg en masser informationer, og det var meget oplysende for mig,” siger Antipas, der også fik en masse ud af de spillere, som kom til sidste sommer. 

”I Brøndby spillede jeg med spillere som Thomas Kahlenberg og [Khalid] Boulahrouz. Det var en fantastisk uddannelse. Jeg lærte så meget fra Boulahrouz og Thomas, som jeg aldrig havde lært før. Man lærer og vokser hele tiden som fodboldspiller.”

Der er ikke skyggen af bitterhed at spore hos Quincy Antipas, der tværtimod husker tilbage på Brøndby tiden med glæde, og som heller ikke følte sig så forkastet, at han havde et vendetta i sæsonens hidtil to kampe mod sin tidligere klub. For nok måtte Brøndby tage hjem med henholdsvis et 2-0- og et 3-0-nederlag i besøgene på DS Arena, men for Antipas handlede det i højere grad om at bevise noget på holdets vegne.

”Min tilfredsstillelse består i, at vi kan konkurrere på samme niveau som dem. De kom efter fem gode kampe, og så slog vi dem 3-0. Det var ret imponerende. Det er en rar følelse. Det er det, jeg har brug for, og det klarede vi godt,” siger han. 

Forrige weekends sejr over Brøndby var næsten lige så overraskende som den, Hobro vandt i tredje spillerunde. For gæsterne kom med 11 point i fem kampe bag sig, mens oprykkerne ikke havde vundet i syv forsøg. Det blev den foreløbige slutning på en dårlig periode med mere end to måneder uden en sejr, hvilket ellers fulgte fantomstarten med ét nederlag i sæsonens første seks runder. 

I Hobro er de udmærket klar over, at de sidste to måneder har været sløje, men det er ikke så mærkeligt. Quincy Antipas mener i hvert fald, at det er en naturlig konsekvens af, at modstanderne har regnet oprykkernes succesformel ud.

”Vi var gennem en dårlig periode, fordi mange ting havde forandret sig i ligaen. De andre kom ind i bedre stimer, og vi skulle tilpasse den måde, vi spiller på. For de andre klubber ser dvd. I starten vidste de ikke rigtig, hvad vi kunne, men nu har folk set det. Så vi er nødt til at udvikle os som hold. Det skal man på alle niveauer. Barcelona skal også udvikle sig for at nå toppen igen,” siger angriberen, der fastholder, at holdet er blevet klogere og har udviklet konceptet.

”Vi har spillet to-tre kampe taktisk forkert. Det ved vi som hold, og trænerne ved, at vi begik fejl, og det har vi snakket om. Vejen videre er at tage ved lære af de fejl. Vi skabte ikke så mange chancer i de sidste par kampe, og nu er vi begyndt at finde en løsning ved at se dem på video. Kryger arbejder meget med video med os, og det udvikler holdet. Man ser ting og finder ud af, hvad man gør forkert.”

Glad for landskampe
Den pointfattige periode til trods har sæsonens første 14 kampe samlet set været en succes for Hobro. Holdet ligger på syvendepladsen og har halvt så mange point op til nummer to som ned til nedrykningsstregen. Det kommer en smule bag på Quincy Antipas, at oprykkerne har hentet så mange point, selv om han fra dag ét troede på overlevelse. Det var der ellers ikke mange uden for bygrænsen, der gjorde, og med en toårig aftale er der en risiko for, at Hobro rykker ned til sommer, og så kan han ende med at spille en sæson i den næstbedste række. De mange dommedagsprofetier fyldte dog ikke meget for Antipas, da han underskrev sin kontrakt i august. 

”Efter at have diskuteret ambitioner og spillestilen med Jens [Hammer, sportschef], følte jeg helt ærligt, jeg ville kunne hjælpe holdet med at blive oppe. Jeg så ikke på det på den måde, at vi var i fare for at rykke ned. Jeg vidste, det ville blive en svær sæson, men hele holdet er fyldt med rejects, som ikke har klaret sig i deres tidligere klubber. De har bevist, at de kan gøre det, og forhåbentlig kan de blive ved og måske blive professionelle. De er meget motiverede,” siger Quincy Antipas, der ganske vist også kom fra et sidespor i Brøndby, men alligevel er manden, der stikker ud i mængden.

For han er en af få spillere i truppen med flere års Superliga-erfaring, og han blev Hobros dyreste indkøb, da en gruppe sponsorer forærede ham til klubben i sommer. Ikke at det får ham til at føle sig presset.

”Det var ikke ret meget,” siger han med et grin om transfersummen.

”Det er bare fodbold, og jeg skal stadig præstere. Jeg ved, at hvor end man kommer hen, skal man præstere, og det handler om hårdt arbejde. Jeg følte ikke, jeg skulle gøre noget anderledes i forhold til, hvad jeg har gjort i hele min karriere. Da jeg kom til Brøndby, kom jeg på det værste tidspunkt nogen sinde, og jeg var hovedsigningen, der skulle hjælpe klubben med at overleve. Som jeg så det. Efter at have lykkedes med det er der ikke noget pres, der er meget større.”

Selv i den nervepirrende nedrykningskamp i Brøndby følte Quincy Antipas aldrig det store pres, der var på hans hold. Dertil hviler han for meget i sig selv og i det hårde slid, som han udfører på træningsbanen. Det er det, der bærer ham igennem de svære tider. Og det er i høj grad også det, der kendetegner hans nuværende hold. Arbejdsindsatsen fejler sjældent noget i Hobro, men den slags har sin pris. 

Benene skal have hvile, men for de fleste af Antipas’ holdkammerater er der ikke altid plads til at restituere efter kampene. De har et arbejde eller en skole at passe, og derfor har Hobro-truppen været presset på fysikken i dette efterår. Heldigvis har der været tre weekender med pause på grund af landskampe.

”Vi har arbejdet hårdt, men vi har også været heldige med nogle resultater, og det skal man også bruge. I denne halvsæson har vi også haft mange landskampspauser. Vi har pause hver tredje kamp, og det er en kæmpe mulighed for at restituere for vores spillere. Hvis vi skulle spille hver uge og sommetider to gange i ugen, så tror jeg, det ville være anderledes. For nogle af dem restituerer ikke hurtigt nok på grund af deres jobs. Det bliver meget hårdere, og vi har ikke tid til at udvikle os taktisk og arbejde med spillefilosofien,” lyder analysen fra Quincy Antipas.

Plads til udvikling
I de kommende måneder og år bliver det måske nødvendigt for Hobro at gå på kompromis deltidskontrakterne og i stedet have en hel trup med fuldtidsprofessionelle spillere. Første skridt blev taget i sommer, da Quincy Antipas kom til på fuld tid, og den historieskrivende angriber mener også, at det er vejen frem.

”Hvis holdet skal udvikle sig, skal vi skubbe på for at nå det næste niveau. Jeg tror ikke, klubben kan overleve på den her måde i to sæsoner, for det er for svært for holdet og for spillerne. Det er en udviklingsfase. Klubben har fortalt mig om sine visioner. I år prøver de at klare den, og hvis det fungerer, bliver det mere professionelt næste år. Jeg kan se, at de gerne vil gøre det, og det skridt skal de tage,” siger han.

Sker det, bliver det berømte sammenhold i klubben også udfordret. Quincy Antipas mærkede det unikke fællesskab fra starten, og han er ikke i tvivl om, at det var en af hovedårsagerne til oprykningen fra 1. division. Men selv om konceptet har stort set kun har bragt succes med sig det seneste år, kommer der måske en dag, hvor virkeligheden overhaler idealismen.

”Klubben har stærke bånd, men på samme tid ved de godt selv, at hvis de vil tage det næste skridt, så forandrer tingene sig. Man kan ikke har så meget fællesskab omkring holdet, hvis man skal udvikle sig, så de er klar over den overgang. Det er fint, at det har været sådan indtil nu, men af udviklingsgrunde bliver det mere globalt, og holdet skal have flere spillere,” siger Quincy Antipas, mens han sidder med ryggen til en væg, der symboliserer Hobro IK som klub.

På væggen hænger nogle store billeder, et med anfører Mads Justesen i naturlig størrelse og et par med små knægte, der spiller fodbold. Eliten og bredden samlet. Lige uden for døren til loungen, hvor vi sidder, er spillernes indgang til banen, og her hænger der et skilt, hvor klubbens værdier er nedfældet. ”Vi er mere en forening end en forretning,” står der blandt andet. Men der står også ”Plads til udvikling,” og det er dette felt, klubben skal navigere igennem i den kommende tid. Spørgsmålet er så, om det bliver i den retning, som Quincy Antipas var med til at lægge kursen til med sit skifte i sommer.