Esbjerg-topscorer var bange efter tackling - men slipper med skrækken
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Esbjerg-topscorer var bange efter tackling - men slipper med skrækken

Robin Söder blev skadet mod Randers FC og er endnu ikke tilbage i træning, men forventer at være klar til kampen mod OB på fredag.

- Så længe han kan stå op, så spiller han.

Esbjerg-træner Lars "Lungi" Sørensen udlagde teksten ganske klart umiddelbart efter søndagens kamp mod Randers FC, hvor topscorer Robin Söder måtte udgå med en skade.

Ordene fortæller noget om, hvor vigtig svenskeren er for Esbjerg fB's offensiv, og om, hvor stort et tab det ville være at undvære Söder i de kommende kampe. Heldigvis for "Lungi" ser det ud til, at han ikke behøver undvære ham.

- Det er okay. Jeg skal nok være klar til at spille fredag. Jeg håber, jeg kan træne i morgen eller torsdag, siger Robin Söder, der har træningsfri i dag, til tipsbladet.dk.

Det lignede ellers en mere alvorlig skade, da Esbjerg-angriberen blev ramt af en hård tackling fra en Randers-spiller og efterfølgende rullede et par gange rundt om sig selv. Söder, der blev ramt af en alvorlig knæskade i 2008, frygtede da også det værste.

- Jeg blev bange. Han ramte mig højt oppe, tæt på knæet. Det gjorde ondt. Jeg synes, det var en dum tackling. Han ramte bolden, men jeg synes bare, det var en styg tackling. 

Du skældte også ud på dommeren bagefter. Var du sur?

- Det er sådan noget, der sker, når man spiller kamp, og dommeren så måske ikke helt situationen. Men jeg synes ikke, dommeren beskyttede mig.

Da Robin Söder i 2008 var svensk fodbolds største talent og blandt andet netop havde debuteret som den yngste på landets U21-landshold nogen sinde, blev han ramt af førnævnte skade. Den ødelagde hans udvikling på et tidspunkt, hvor klubben som Bayern München og AC Milan var blandt bejlerne.

Han har dog ikke meget lyst til at drage tale sin gamle skade ind i sammenhæng med tacklngen mod Randers.

- Det er ligegyldigt. Jeg ville ikke have synes, det var okay uanset hvad. Det ville jeg heller ikke, hvis det var sket for en holdkammerat, siger Söder.