Esbjerg-topscorer skadet: Hvis han kan stå op, så spiller han
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

Esbjerg-topscorer skadet: Hvis han kan stå op, så spiller han

Robin Söder måtte udgå af søndagens kamp mod Randers FC, men omfanget af hans skade er ukendt.

Da Robin Söder blev udsat for en hård tackling fra en Randers-spiller, og han efterfølgende rullede et par gange rundt om sig selv i smerte, kunne man frygte det værste. Især for en spiller, der fik udsigterne til et skifte til klubber som Bayern München og AC Milan ødelagt af en knæskade.

Det var i 2008, da Söder var Sveriges yngste U21-debutant i historien, og selv om der snart er gået ni år, lignede Söder søndag eftermiddag i Esbjerg en mand, der var kommet alvorligt til skade igen.

Svenskeren var da også tydeligt vred på både modspiller og dommer efterfølgende, men han kom på benene og fortsatte kampen. Lige indtil det 66. minut, hvor han kapitulerede, satte sig i græsset og måtte lade sig udskifte.

Efter kampen havde Esbjerg-træner Lars "Lungi" Sørensen ikke havde overblik over sin topscorers skades omfang.

- Jeg ved det ikke endnu. Vi må vente og se, når vi får mulighed for at undersøge ham, sagde "Lungi", der var klar til at strække sig langt for at få Robin Söder med i næste runde mod OB.

- Så længe han kan stå op, så spiller han.

Hvis Söder ikke kan stå og dermed ikke spille, vil det være et hårdt slag for Lars "Lungi" Sørensens og EfB's overlevelseschancer. Den svenske angriber har scoret ni mål, og søndagens 0-0-kamp mod Randers var første gang i syv hjemmekampe, han ikke kom på tavlen.