Superliga

AGF-chef spottet på spillerjagt i Norge

AGF's sportschef har været i Haugesund for at se efter forstærkninger og blev med det samme kædet sammen med angriberen Nikola Djurdjic.

AGF leder blandt andet efter en forstærkning til angrebet efter at kontrakten med Kim Aabech blev droppet i sidste øjeblik i forrige uge.

AGF-sportschef Brian Steen Nielsen var mandag i norske Haugesund for at scoute efter spillere og blev spottet af lokalavisen Haugesund Avis, der med det samme lavede koblingen til hjemmeholdets serbiske angriber Nikola Djurdjic, der såmænd også scorede i 2-0-sejren over Viking.

Angriberen forklarede til avisen, at han har kendt til interessen fra en dansk klub tidligere, og så var koblingen til AGF ganske klart.

Bare ikke hvis man spørger Brian Steen Nielsen.

- Det er rigtigt, at jeg var i Haugesund og se fodbold. Men der var altså bare tale om en generel scoutingtur. Jeg ser en del kampe i Norge, som er et af de lande, hvor der bliver spillet fodbold lige nu og hvor der er klubber, der har flere spillere med kontraktudløb ved årets udgang efter, at deres sæson slutter, siger Brian Steen Nielsen til tipsbladet.dk.

Sportschefen har læst historien om angriberne Nikola Djurdjic i den norske avis men trækker kun på skuldrene af det.

- Nikola Djurdjic er en spiller man lægger mærke til, og han scorede også i kampen, men han har kontrakt i længere tid med Haugesund og er urealistisk for AGF at gå efter.

- Hvorfor jeg er blevet spottet deroppe, kan jeg ikke sige. Jeg havde en ståplads og gjorde ikke noget særligt for at tiltrække mig opmærksomhed. Men sådan er det vel, når de store klubber kommer til byen, siger Brian Steen Nielsen med et grin.

Nikola Djurdjic har kontrakt med Haugesund frem til udgangen af 2012. Han kom til klubben i 2009, hvor han med 10 mål var med til at sørge for oprykning til Tippeligaen. I sidste sæson blev det til 12 træffere i ligaen, og målet mandag var hans tredje i indeværende sæson.

Brian Steen Nielsen erkender, at AGF skal forstærke sig i angrebet men slår også fast, at der ikke bliver handlet i panik.

- Vi var tæt på en aftale med Kim Aabech, og da det så ikke blev til noget, blev vi selvfølgelig sat et lille skridt tilbage. Men vi har hele tiden følere ude på spillere, og som vores trup er lige nu, ser det ganske fornuftigt ud - også i angrebet, hvor Peter Graulund, David Devdariani begge er stærke, og en Søren Berg kan også blive rykket helt frem. Men vi kommer til at forstærke os - jeg kan bare ikke sige noget om, hvornår, siger Brian Steen Nielsen til tipsbladet.dk.

AGF starter sæsonforberedelserne op 22. juni og har første kamp i Superligaen 17. juli på NRGi Park, hvor oprykker-kollegerne fra Lyngby kommer på besøg.