Agent: Amartey er klar til at skifte klub
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Agent: Amartey er klar til at skifte klub

Ifølge Daniel Amarteys agent er FCK-profilen klar til et klubskifte, og det kan meget vel være til fransk fodbold.

I sommer var der kraftige rygter om Marseilles interesse for Daniel Amartey, men ghaneseren forblev i FC København, hvor han er en af holdets bærende spillere. Nu er der dog bud fra Frankrig igen. 

Hans agent, Hasan Cetinkaya, fortæller således, at Amartey er klar til at klubskifte, og at en række franske klubber er interesseret i ham. 

- Mange førende europæiske klubber er interesseret i ham. Franske klubber er ingen undtagelse. Der er scouts, som overværer alle kampe. I dag er Daniel klar til at træde et skridt op og skifte til en klub på højeste niveau, siger agenten til Footafrica365.fr og tilføjer, at den 22-årige FCK'er også er interesseret i den franske liga.

Ifølge mediet stammer interessen fra klubber som Lyon, Monaco, Nantes og Bordeaux. Samtidig skulle ikke-franske klubber som Leicester, Schalke 04, Wolfsburg og Liverpool lure på FCK-profilen.