Neville efter Barcelona-ydmygelse: Noget af det værste, jeg har prøvet
Der var hæl, tå, flotte mål og lynhurtige førstegangsafleveringer.
Valencias forsvar blev onsdag aften rundbarberet med 7-0 mod FC Barcelona i den første pokalsemifinale.
Måden, det skete på, og de mange mål behagede langt fra Valencias træner, Gary Neville, som ikke havde prøvet noget lignende.
- Dette er en af værste oplevelser, jeg nogensinde har haft i fodbold. Jeg kommer ikke til at sove godt. Fansene fortjener ikke dette, sagde han på pressemødet efter kampen.
Valencia-træneren blev også spurgt af journalisterne, om han havde lyst til at stoppe i klubben efter nederlaget.
- Nej, men det var den mest smertefulde aften, sagde han og tilføjede:
- Jeg ville ønske kampen mod Betis (på lørdag red.) kunne begynde om 10 minutter.
Returopgøret i pokalsemifinalen spilles i næste uge, hvor Valencia har hjemmebane. Det bliver dog uden Shkodran Mustafi, som har karantæne, efter han onsdag fik direkte rødt.