Yaya Touré åbner op for PSG-skifte
Illustration
Premier League

Yaya Touré åbner op for PSG-skifte

Yaya Touré er langt fra afvisende overfor et skifte til Paris Saint-Germain, og ivorianeren kalder franskmændene for et skræmmende hold.

Han er en af Premier Leagues bedste midtbanespillere, men han kan snart være tabt for den engelske liga. For selvom Yaya Touré har kontrakt med Manchester City til 2017, er han ganske åben for et skifte til Paris Saint-Germain.

I et interview med den franske radiostation RMC blev han direkte adspurgt til muligheden, hvortil han svarede:

- Hvorfor ikke? Alt går godt med City i øjeblikket, men man ved aldrig. Når man har så store hold, som allerede har store spillere, er det naturligvis attraktivt. At være en del af sådan et eventyr, sådan en trup, er exceptionelt. 

Den 30-årige ivorianer har allerede scoret hele 14 mål for Manchester City i denne sæson, og med holdets præstationer in mente burde selvtilliden være i orden. Det er den måske også, men han er alligevel bange for PSG, så gode er de.

- For mig er PSG en stor klub. De har et stort hold fuld af historie med alle de fantastiske spillere, som de har i øjeblikket. Jeg så PSG-Nantes, hvor de vandt 5-0. PSG er en enestående kraft - de skræmmer mig, siger den store midtbanekraftkarl.