Rangers får flere penge af Newcastle-ejer
Illustration
Premier League

Rangers får flere penge af Newcastle-ejer

Mike Ashley er godt i gang med at positionere sig i Glasgow Rangers, efter han igen har lånt klubben penge.

Glasgow Rangers er fortsat et stykke fra fordums styrke, efter den skotske klub grundet dårlig økonomi måtte lade sig tvangsnedrykke fra den bedste skotske række. Klubben er nu at finde i den næstbedste række og kæmper altså for at komme tilbage i det bedste selvskab, hvilket også betyder kampe mod ærkerivalerne fra Celtic.

Det seneste års tid har dog ikke været nogen dans på roser, for økonomien har det fortsat skidt. Newcastle-ejer Mike Ashley måtte for få uger siden låne klubben omkring 20 millioner kroner, og nu har han igen haft pengepungen fremme, for Rangers har haft brug for endnu et lån, denne gang på omkring de 10 millioner kroner, skriver Sky Sports.

Forrretningensmanden Mike Ashley blev milliardær med sit selskab Sports Direct, og i forsommeren 2007 købte han den engelske klub Newcastle United, som han senere måtte låne en masse penge til, fordi økonomien også var elendig i klubben. Mike Ashley ejer omkring ni procent af aktierne i Glasgow Rangers, og i forbindelse med sit første lån til klubben krævede han også at få sine egne folk ind i klubben, hvilket er lykkedes i form af Derek Llambias, der var Ashleys administrerende formand i Newcastle og nu Ashleys medlem i bestyrelsen i Rangers.

Ashley er dog en kontroversiel fyr, for han er ikke vellidt af fans, der mener, at han holder på pengene, og at de penge, Newcastle får ind for spillere, ikke bliver investeret i klubben igen, ligesom tv-penge, sponsorater og så videre ikke fører til nævneværdige indkøb.

Derudover er han ikke populær, fordi han har brugt den engelske klub til at sponsorere for Sports Direct - uden at der er tilført klubben kapital for sponsoratet.

I Rangers er han dog redningsmand, for klubben har i bund og grund ikke andre muligheder, da man igen kan stå foran en konkurs, hvis ikke der tages imod Ashleys kroner og ører.