Inden mesterskabskamp: Ranieri afslører Leicesters succes-opskrift
Foto: Rui Vieira/Polfoto
Premier League

Inden mesterskabskamp: Ranieri afslører Leicesters succes-opskrift

Ranieri banker altid på inden han kommer indenfor, forklarer han på italiensk tv. På den måde har han nu - næsten - ført Leicester til mesterskabet i England.

Det var nok meget få, der inden denne sæson havde regnet med, at Leicester ville være tæt på at vinde mesterskabet allerede 1. maj. Men det er ikke desto mindre sådan det ser ud på denne søndag, når de går på banen på Old Trafford mod Manchester United.

Derfor var holdets italienske manager Claudio Ranieri på Sky Sports Italia lørdag aften, hvor han skulle fortælle om Leicesters sæson. Her åbnede han op for, hvordan han og holdet havde gjort.

- Jeg siger altid til holdet, at de skal banke på døren for at se, hvem der er på den anden side. Man kan nemt være ude for at møde et hold, der har en masse store navne, men lige på dagen er de måske ikke på toppen. Derfor siger jeg til spillerne, at de skal spille for at vinde og se, hvad der sker, forklarer Ranieri i programmet Codice Rosso.

Derudover fortæller Ranieri også, at han mener, at holdet har et særligt broderskab i truppen, som knytter dem sammen.

- Det kan man også se på banen. Vi spiller mod de her store hold, men drengene giver aldrig op. Vi giver aldrig op. Det er min og deres ånd, siger han.

Leicester går på banen mod Manchester United klokken 15.