Skadet Tim Krul forlader den hollandske landsholdslejr
Illustration
Landshold

Skadet Tim Krul forlader den hollandske landsholdslejr

Newcastle-keeper Tim Krul har pådraget sig en skade i albuen og er rejst tilbage til England for at blive undersøgt.

Newcastle-manager Alan Pardew er under enormt pres efter en skuffende start på sæsonen, og landsholdspausen har ikke givet ham færre bekymringer.

Det hollandske fodboldforbund oplyser således, at målmand Tim Krul har pådraget sig en skade i albuen under træning, og som konsekvens af dette er Krul rejst tilbage til Newcastle for at få skaden undersøgt.

Det vides endnu ikke, hvor alvorlig skaden er, men målmandens deltagelse i Newcastles kommende kamp på lørdag mod Leicester må betegnes som yderst tvivlsom.

For det hollandske landshold betyder skaden mindre, eftersom Krul blot er andetvalg efter Ajax-keeper Jesper Cillessen. Landstræner Guus Hiddink må dog også se bort fra midtbanespilleren Georginio Wijnaldum, der døjer med knæproblemer.

Holland møder Island i EM-kvalifikationen mandag aften.