Eidur Gudjohnsen træner med i engelsk klub
Illustration
Generelle

Eidur Gudjohnsen træner med i engelsk klub

Eidur Gudjohnsen træner i øjeblikket med i sin gamle klub Bolton.

Den islandske superstjerne Eidur Gudjohnsen har været forbi både OB og FC København i løbet af 2014. I den fynske Ådal var der blot tale om et besøg uden bagtanker, men i FC København forsøgte den tidligere Barcelona-spiller at tilspille sig en kontrakt. De danske vicemestre vendte dog tommelen ned.

Efterfølgende er det ikke lykkedes Eidur Gudjohnsen at finde en ny klub, og de fleste meldinger er gået på, at et karrierestop er næste skridt i rækken. Men noget tyder på, at islændingen insisterer på at forlænge karrieren. Tirsdag skriver den engelske avis Daily Mail, at Eidur Gudjohnsen træner med i Bolton, der til dagligt spiller i den næstbedste engelske række.

36-årige Eidur Gudjohnsen har tidligere tørnet ud for Bolton, fra 1998 til 2000, men ifølge den engelske avis er det ikke aktuelt for islændingen at tegne kontrakt med Championship-klubben. Der er således tale om et besøg ala det i Odense i sommer.