Club Brugge om AaB-lodtrækning: Kunne være værre
Polfoto/KURT DESPLENTER
Generelle

Club Brugge om AaB-lodtrækning: Kunne være værre

Club Brügges profiler ser frem til mødet med AaB, som de vurderer til at være et godt hold på niveau med det belgiske mandskab.

For tredje gang i denne sæson skal Club Brügge op mod et dansk mandskab i Europa League. Først blev Brøndby IF besejret i kvalifikationsspillet, så blev FC København elimineret i gruppespillet, og i den næste runde skal det belgiske mandskab nu møde AaB.

Hos belgierens Tom De Sutter er der tilfredshed at spore med lodtrækningen, da han ser klubberne som meget lige.

- Det kunne have været meget værre. Jeg synes, AaB er på samme niveau som denne klub. Det er en meget god modstander, men hvis vi spiller op til vores bedste, så er en plads i ottendedelsfinalerne bestemt en mulighed, fortæller han til klubbens hjemmeside.

Anfører Timmy Simons reagerer også positivt på lodtrækningen, selvom han vurderer AaB til at have gode kvaliteter, som holdet skal prøve kræfter med.

- Vi kan og skal være glade for denne lodtrækning, men så skal euforien også ophøre her. Det er et møde med de danske mestre, og det siger også noget. For eksempel har AaB teoretisk set mere kvalitet end Brøndby og FC København. Men det kunne have været meget værre, siger Simons videre.

Brøndby IF blev slået sammenlagt 5-0, mens FC Københavns møder med Club Brügge endte 2-2 i Belgien samt 0-4 i Parken. Nu er det så AaB's tur.