Brøndby havde chancerne til sejr, men hverken de eller cypriotiske AC Omonoia formåede at score i deres første opgør i Europa League-kvalifikationen.
Apoel smed FC Midtjylland ud af Champions League-kvalifikationen i tirsdags, og generelt har de danske hold historisk haft det svært på Cypern.
Og Frederik Holst erkender, at der venter en hård udfordring i returkampen.
- Den her kamp var rigtig, rigtig hård. De spiller fin fodbold, og vi kommer bedre med i anden halvleg. Det bliver svært dernede, men vi tager kampen op, og jeg tror på det.
- Vi har tre store chancer lige efter hinanden, men der viser den unge målmand, at han godt kan tage med hænder, og det er irriterende. Men vi jagter sejren dernede, og hvis vi scorer et mål, så bliver det svært for dem, sagde Frederik Holst til 6'eren efter kampen.