Generelle

Bergvolds italienske mareridt

Martin Bergvold nåede på tre et halvt år i Livorno at opleve italiensk fodbold, når det er værst. Offentlig ydmygelse, straffelejre og en fan der angreb en af holdets egne spillere. Alligevel vil han tilbage til Italien. Få her hele det store interview med Martin Bergvold fra Tipsbladet.

Bragt i Tipsbladet 30 juli 2010.

»Jeg kan ikke forestille mig at komme til et værre sted.«

Sådan siger Martin Bergvold om sine tre et halvt år i italienske Livorno, da Tipsbladet møder ham på en cafe i Hvidovre.

Kontrakten med Livorno udløb her til sommer, og selv om Martin Bergvold spillede flere kamp i klubben og udlevede flere pinsler end mange andre sovet-på-ært og kørt-i-skole-opdragede danske fodboldspillere nogensinde ellers har gjort i klubber, der ligner en børnehave sammenlignet med Livorno, så virker han glad og tilfreds med, at fodboldkapitlet A.S. Livorno Calcio er skrevet færdigt.

Oplevelsen har frem for alt gjort ham stærkere mentalt, fortæller han, og på spørgsmålet om hvordan han kunne holde ud at være i klubben på trods af de vanskelige betingelser, som vi snart vil komme ind på, er et af svarene lige til.

»De fem professionelle år jeg havde i FC København, hvor jeg prøvede at føle presset fra både Champions League og UEFA Cuppen har været en god hjælp til at kunne klare det dernede,« fortæller Bergvold.

Men det var samtidig de fem år i FC København, der i høj grad var med til at sætte forholdene i den italienske klub i et tydeligt grumt perspektiv.

»Jeg kom jo fra FC København, hvor der var styr på det hele, og hvor der altid var nogen til at hjælpe. Dernede skulle jeg klare meget af det selv. Der var én i klubben, der snakkede lidt engelsk, så det var svært, når jeg ikke kunne italiensk. Der var ikke nogen til at hjælpe med papirarbejdet, og jeg skulle selv ordne ting inde på kommunen. Ud og lede efter hus eller lejlighed, og der var mange praktisk ting, jeg selv skulle stå for, men det lærte jeg jo af, men i starten havde det været nemmere med hjælp fra klubben. De var egentlig flinke nok, men de hjalp ikke så meget,« fortæller Marting Bergvold.

Og så var der alt det andet. Håndværkerne, der aldrig kom, når de sagde de ville, der ligesom lønnen heller ikke kom til tiden og italienskundervisningen, der først blev søsat efter et par måneder.

»Jeg er blevet mere tålmodig. Jeg har lært ikke at hidse mig op over småting, som jeg ville have gjort herhjemme.«

Læs mere på næste side