PSV-chef: Depay var tæt på PSG-skifte
Benelux

PSV-chef: Depay var tæt på PSG-skifte

Memphis Depay har valgt Manchester United som sin næste klub, men han var ganske tæt på at ende i Frankrig, fortæller PSV's tekniske manager.

Tidligere i dag kom det frem, at PSV Eindhovens Memphis Depay skifter til Manchester United, hvis kantspilleren består sit lægetjek.

Men faktisk var Memphis Depay ikke langt fra at ende i Frankrig i stedet. Ifølge PSV's tekniske manager Marcel Brands havde klubben nemlig lavet en aftale med Paris Saint-Germain.

 
Men en hurtig reaktion fra Manchester United betød, at spilleren valgte den engelske klub. 
 
- PSG var allerede meget seriøse omkring Memphis før vinterpausen. Vi nåede en aftale med Paris Saint-Germain, og jeg havde sagt, at han ville skifte til PSG, hvis du havde spurgt mig om hans næste klub for to dage siden.
 
- Det var først indenfor de sidste 48 timer, hvor Manchester United øgede interessen, og derfra gik det stærkt. I sidste ende bestemmer spilleren, hvor han gerne vil hen, og han ville Manchester, siger Marcel Brands til det hollandske medie Omroep Brabant ifølge goal.com.