Frank Arnesen: Fischer skal vågne op
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Benelux

Frank Arnesen: Fischer skal vågne op

Frank Arnesen opfordrer Viktor Fischer til at tage arbejdshandskerne på og kæmpe sig tilbage i varmen i Ajax Amsterdam.

Viktor Fischers sæson er gået en smule i stå i foråret, hvor danskeren ikke har fået ret meget spilletid for Ajax Amsterdam. Det har Frank Arnesen også noteret sig, men den tidligere danske landsholdsspiller tror fortsat på sin landsmand. Det kræver dog, at Viktor Fischer er villig til at tage arbejdshandskerne på.

- Fischer skal vågne op. Det er et stort talent, og han gjorde det godt i sine første år i Ajax, men han er faret vild. Jeg ved ikke hvorfor, men det er sådan noget, der kan ske, siger Frank Arnesen til Voetbalzone og fortsætter:

- En ting, der i hvert fald ikke må ske, er, at han stopper med at arbejde hårdt. Jeg arbejder som ekspert på dansk TV, så jeg følger hans udvikling tæt. I øjeblikket har han bare en krise, men han er stadig et stort talent. Han skal nu fokusere på at arbejde hårdt.

- Du skal have tålmodighed med alle unge spillere. Det samme gælder for Memphis Depay. Han er stadig i gang med sit første år i Manchester United. Giv ham lidt tid. Der er altid pres udefra, så han skal beskyttes. Det samme gælder Marcus Rashford, som scorer mange mål lige nu, men der skal nok komme et tidspunkt, hvor han ikke gør. Det er man nødt til at tage hensyn til.

Frank Arnesen har senest været sportsdirektør i græske PAOK, men i februar blev han fyret.