AGF-sportschef: Et usædvanligt transfervindue
Foto: Tycho Gregers
Generelle

AGF-sportschef: Et usædvanligt transfervindue

Sportschef Jens Andersson har haft travlt med at finde nye spillere til AGF's trup, og den opgave er han ikke færdig med.

Svingdøren på Fredensvang har ikke haft et roligt øjeblik i løbet af sommerens transfervindue. Ti spillere har forladt AGF efter den seneste sæson, og klubben har til gengæld allerede sikret sig seks nye spillere.
 
En lynhurtig hovedregning siger, at der stadig må være nogle huller i truppen, og sportschef Jens Andersson fastslår også, at han stadig har et arbejde at gøre i transfervinduet, hvor han allerede har haft nok at se til.
 
- Ja, det har været travlt, og jeg har ikke tidligere prøvet noget lignende. Det er meget usædvanligt, at man henter så mange spillere i samme transfervindue. Hvis man kigger på de andre klubber i Skandinavien og i resten af Europa for den sags skyld, så er det meget specielt.
 
- Vi er ikke i mål endnu. Vi har indtil videre lavet aftaler med seks spillere, og vi kommer til at føje flere spillere til truppen. Det kræver meget tid og mange ressourcer at finde de rette spillere, som vi føler har kvaliteterne til at kunne forstærke vores hold både her og nu, men også på den lidt længere bane, siger han til klubbens hjemmeside. 
 
Jens Andersson fortæller, at han dagligt får mails og opringninger om mulige spillere, og han forstår fansenes ønske om flere indkøb. Men han vil gerne undgå de hurtige løsninger. 
 
- Det handler om at finde spillere, som har kvalitet, som passer ind i vores måde at spille på, og som helst også har et potentiale, der gør, at vi kan sælge dem videre på et senere tidspunkt. Det skal være sultne spillere, der vil noget med deres fodboldkarriere, og som kan se AGF som et godt skridt på vejen til noget større, siger Jens Andersson.