Stor interesse for AC Horsens-lejesvend
Foto: Casper Dalhoff/Polfoto
1. division

Stor interesse for AC Horsens-lejesvend

Flere Superliga-klubber er ifølge tipsbladet.dk's oplysninger interesserede i Bubacarr Sanneh.

Godt nok lavede han straffespark søndag mod AGF, men sæsonen har været en stor succes for AC Horsens-spilleren Bubacarr Sanneh. Buba Sanneh, som han kaldes, skulle lige bruge noget tid på at finde sine ben i efteråret, men mod slutningen af året spillede han fast, og det har han fortsat med at gøre dette forår. Ni gange har forsvarsspilleren fra Gambia spillet, og ud over at levere stærke forsvarsspræstationer, har han også scoret tre gange for Bo Henriksens tropper.

AC Horsens lejede Buba Sanneh den 1. september 2014, og klubben fik klogeligt en købsklausul med i aftalen. Den klausul bør klubben nok snart gøre brug af, for ifølge tipsbladet.dk's oplysninger kigger flere Superliga-klubber på den blot 20-årige forsvarsspiller, der har imponeret stort. AC Horsens skulle også være interesseret i at købe Sanneh permanent, men endnu er der ifølge oplysningerne ikke noget endeligt på plads, selv om prisen på forsvarsspilleren skulle være på under en halv million kroner.

- Jeg vil ikke be- eller afkræfte noget, men jeg vil sige, at de (AC Horsens, red.) er dumme, hvis de ikke køber Buba. Alle ved, de har en købsoption på ham, og han gør det godt. Jeg håber, de vil købe ham, men der er også andre interesserede klubber. Sådan er det, når en spiller gør det godt, siger agent Michael Kallbäck fra Neverland Management til tipsbladet.dk.

- Det er en ung spiller, og han har det godt i Horsens, så det bedste vil for ham være at blive i Horsens. Der er folk, der henvender sig for at sælge ham til Asien, men det kunne jeg aldrig finde på. Ikke med en ung spiller. Han har brug for tryghed, og det har Horsens og Bo Henriksen givet ham. Han bliver bedre og bedre og har meget at takke Bo Henriksen for, så han vil gerne blive i Horsens, siger Kallbäck videre.

AC Horsens havde i efteråret økonomiske problemer, men der er siden blevet rettet lidt op, og mon ikke klubben kan finde pengene til at hente den stærke forsvarsspiller på en permanent aftale.

Buba Sanneh har allerede repræsenteret det gambianske landshold. Horsens er i øjeblikket nummer fem i NordicBet Ligaen.