Akpoveta jubler over første ligamål nogensinde
Illustration
1. division

Akpoveta jubler over første ligamål nogensinde

Han har været i Danmark i mange år, men først i weekenden lykkedes det Oke Akpoveta at score sit første ligamål.

Kan Oke Akpoveta overhovedet score et mål? Mange var nok begyndt at tvivle efter at have set angriberen i aktion for Brøndby. Men det kan han rent faktisk. I weekenden scorede nigerianeren sit første ligamål nogensinde i dansk fodbold, da han kom på tavlen for Brønshøj i 2-2-kampen mod Vendsyssel i NordicBet Ligaen.

Angriberen satte for første gang sine ben på dansk grund i 2011, og tre år senere lykkedes det ham altså at score sit første ligamål.

- Jeg er glad for, at jeg nu også scorer mål, siger Oke Akpoveta til allnigeriasoccer.com og udtrykker desuden tilfredshed med, at Brønshøj er ubesejret i de seneste 11 kampe i alle turneringer.

Retfærdigvis skal det også tilføjes om Oke Akpoveta, at han også scorede for Brønshøj i pokalsejren over Jammerbugt for to uger siden. Men scoringen mod Vendsyssel i weekenden var hans første i ligasammenhæng i Danmark.