Fodbold-bosserne lever på en løgn

 

I  førende fodboldpolitikeres afskærmede, verdensfjerne univers med rejser, hotelophold og diæter på 1. klasse, bilder de sig ind, at det er dem, der personligt har gjort fodbold til et globalt spil med mange hundrede millioner spillere og milliard-omsætning på eliteniveau.

 

En ting er, at de gamle mænd lever på en løgn. Om noget har de med deres inkompetence og korrupte opførsel været en bremseklods for en udvikling, der havde været endnu større og spredt spillet til langt flere mennesker i mindre velstående lande, hvis fodbold havde været ledet af ærlige, kompetente mænd og kvinder.

 

Hvad værre er, har denne selvretfærdige løgn gjort, at de ledere, der skulle have varetaget fodboldspillets interesser, i stedet har bragt fodboldspillets fremtid i fare med deres griskhed.

 

Anklageskriftet er langt.

 

Et ansvarligt FIFA med sunde nationale og kontinentalforbund havde ikke tolereret, at fodboldspillet på eliteplan blev smadret i Asien af kyniske match fixing-grupper. Vi har i dag domstole og politimyndigheders ord for har infiltreret ligaer og fodboldhold på alle kontinenter.

 

Match fixing er direkte livsfarligt for fodboldspillet og populariteten – når fiksede kampe på højeste niveau ved slutrunder eller med Europas største klubhold på et tidspunkt bliver afsløret, har vi en situation, der er lige så skadelig, som Festina-skandalen og Operación Puerta har været det for cykelsport.

 

Et ansvarligt FIFA havde ikke tilladt dele af transfermarkedet og klubfodbold at blive et morads af handel med børn og teenagere, pengehvidvaskning og lyssky aktiviteter, hvor firmaer, holdejere og agenter på tværs af landegrænser handler med hinanden i netværk af klubber og har stor indflydelse på, hvem der skal vinde mesterskaberne i en række ligaer.

 

Jeg har ved selvsyn set, hvad det betyder for fodboldspillet i et udviklingsland, at den lokale fodboldboss sad på alle pengene, delte dem ud til sine venner, beholdt mange af midlerne selv og fik lov til det, mod at han trofast stemte på Sepp Blatter ved FIFA’s kongresser og støttede Blatters politiske agenda.

 

Det kan godt være, at vi i Danmark ikke er specielt påvirket af det politiske slagsmål i FIFA – men i det flertal af lande i verden, hvor bloktilskuddet og udviklingspengene fra FIFA

fylder meget i budgettet, er FIFA’s svigt ødelæggende for spillets udvikling.

 

Jeg har næsten opgivet at følge med i den aktuelle magtkamp om præsidentposten i FIFA.

 

Mit håb knytter sig til, at FBI, schweizisk politi og andre politimyndigheder sammen med sponsorerne og medierne trækker tæppet helt væk under FIFA, så eneste vej frem er en total reform. Hvis systemet består, er det flintrende ligegyldigt, hvem der bliver valgt til ny præsident 26. februar 2016.