Leder: En kærkommen dansk succesoplevelse

Ud over FC Midtjylland og fine sæsoner hos naboerne i Randers FC og Hobro har der været krisestemning i Superligaen. Nok er underskuddene blevet mindre, men det er præstationerne fra de bedste spillere i ligaen også, og ude i Europa har de fire danske deltagere ikke begyndt tidligere i et årti. Den fejlslagne ændring af Superliga-strukturen trækker heller ikke op på helhedsindtrykket af 2014/2015-sæsonen.

 

Trods en fornuftig indsats mod Serbien var der langtfra udsolgt i Parken til en afgørende kvalifikationskamp for A-landsholdet, der med sejren spillede sig til en matchbold mod Albanien i september og dukkede Serbien endnu en gang.

 

Man skal betyde noget for at få danskernes opmærksomhed i en tid med utallige underholdningstilbud, og netop derfor er U/21-landsholdet muligvis den succesoplevelse, dansk fodbold tørster efter.

 

Første halvleg mod Tjekkiet var rædselsfuld. Lasse Vigen, anfører Vestergaard og herlige Pione Sisto vendte kampen. Men det er ikke den kamp, eller om U/21-landsholdet når semifinalen og finalen, der gør mig optimistisk.

 

Nej, det er rart at se, at danske U/21-spillere i en tidlig alder er kommet til større europæiske ligaer og sportsligt kan følge med på førsteholdene.

At en så lovende spiller som Pione Sisto med offensive kvaliteter til Champions League om få år kan være så effektfuld, når det gælder, selvom han til daglig spiller i Superligaen, var også opløftende.

 

Hans fremtid er ikke afklaret endnu, men den intuitive tåhyler på det afgørende mål skubber yderligere til interessen. En toppræstation mod Tyskland kan koste Glen Riddersholm den afgørende individualist i FC Midtjyllands Champions League-kvalifikation – jeg vil lade det være op til dig som læser at afgøre, hvad du så helst ønsker dig.

 

Det er ikke tilfældigt, at jeg lige før nævnte de mange underholdningstilbud i dag. Derfor er det også positivt, at U/21-landsholdet ud over spillere med fint potentiale byder på nogle dejlige typer, som andre end vi fodboldnørder kan forholde sig til og husker for noget godt.

 

Pierre-Emile Højbjerg bringer minder om Søren Lerby og Frank Arnesen.

 

Viktor Fischer flyder over med selvtillid og tilgives at blive skidesur, når det ikke fungerer, og han bliver udskiftet som mod Tjekkiet.

 

Pione Sisto er ny på scenen og bliver langt bedre, når han kommer i form, bygger flere kilo på kroppen og får spillet 50-100 kampe til, meget gerne i en klub, hvor der er tid til fejl og til at få opbygget fysikken, mens en tur i tørretumbleren i Premier League eller Bundesligaen måske ikke vil være så smart.

Alene hans speed og intuition optrænet med tusindvis af timer på banen og dribleture til frustration for utallige ungdomstrænere er ved at skubbe prisen op i Andreas Cornelius-klassen.

 

Det er et U/21-landshold med mange forskellige typer fodboldspillere og mennesker, som trives med hinanden og gerne stiller sig frem, hvor tidligere generationer landsholdsspillere - i hvert fald i offentlighedens opfattelse - nogle gange kunne mistænkes for med vold og magt at ville fremstå som en encellet organisme.

U/21-landsholdet husker man. Det skal DBU og dansk fodbold prise sig lykkelig for.