FBI’s hovedrengøring og Blatters exit er ikke nok
Generelle

FBI’s hovedrengøring og Blatters exit er ikke nok

Skeletterne vælter ud af skandaleskabet hos FIFA, hvor der er brug for den helt store oprydning, hvis forbundet skal reddes, skriver chefredaktør på Tipsbladets trykte udgave, Troels Bager Thøgersen i sin leder.

Sikke en uge, det har været i FIFA.
 
Sidste onsdag blev topledere anholdt på deres hotel i Zürich, hvorefter Sepp Blatter to dage senere blev genvalgt som FIFA-præsident med 2/3 af stemmerne, selvom FBI gjorde sig klar til at splitte fodboldens øverste organ i atomer.
 
Et par dage senere dukkede et dokument op i Sydafrika, der viste, at Sepp Blatters nummer to, generalsekretær Jerome Valcke, havde autoriseret 10 millioner dollars i ”udviklingshjælp” til den skandaleramte fodboldpolitiker Jack Warner. De 10 millioner var del af FIFA-midler øremærket til Sydafrikas VM-komite, og selvom FIFA og sydafrikanske politikere stædigt holdt fast i den utroværdige bortforklaring, kunne FBI fortælle, at de 10 millioner dollars var bestikkelse til tre ledende FIFA-folk, der i 2004 var med til at give Sydafrika VM 2010.
 
Tirsdag stod det klart, at Sepp Blatter enten måtte have kendt til sin næstkommanderendes rolle i sagen, eller at sagen – selvom i skandale-ombruste FIFA – var diskvalificerende sig selv, hvis Sepp Blatter virkelig ikke anede noget om, at hans nummer to var med til at overføre så store millionbeløb i bestikkelse direkte fra FIFA’s bankkonto.
 
Sepp Blatter mener selv, han skal blive i FIFA i de næste seks til ni måneder som overgangsfigur oprydder og skaber demokratiske reformer, schweizeren nu hævder, han har været fortaler for hele tiden.
 
Det får han muligvis ikke lov til.
 
FBI offentliggjorde onsdag aften dansk tid det vidneudsagn fra CONCACAF’s tidligere generalsekretær Chuck Blazer, der fik FBI til at indlede efterforskningen af FIFA. Her beskriver Blazer, hvordan han allierede sig med andre medlemmer i eksekutivkomiteen om at modtage bestikkelse for at stemme på Sydafrika som VM-vært, og også i valget af VM-vært i 1998 siger Blazer, at han var med til at tage mod bestikkelse fra Marokko, som endte med at tabe afstemningen til Frankrig.
 
FBI benytter i FIFA-efterforskningen den lovgivning og de metoder, det amerikanske forbundspoliti tidligere har brugt til at knække mafiaen, og jeg har svært ved at se Blatter sidde indtil 2016, når FBI afslører mafia-lignede korruption i Blatters FIFA.
 
Jeg tror ikke på, FIFA og de nationale fodboldforbund selv kan klare opgaven. I hvert fald ikke uden seriøse støttehjul i form af eksperter i god regeringsførelse og korruptions-bekæmpelse, der kan diktere, hvordan FIFA i fremtiden skal organiseres og ledes.
 
Det nytter ikke at vælge en ny præsident i det nuværende system, og de kandidater, der nævnes i disse dage, har alle ubehagelig bagage eller har været del af FIFA i de slemme år, hvilket minimum vil sige de seneste 40 år. Tænk på Platinis stemme til Qatar som VM-vært i 2022.
 
Nej der skal en oprydder til. Gerne udefra, en med forstand på jura og korruptions-bekæmpelse, som kan transformere FIFA og sidde i 12-18 måneder, indtil FIFA kan gives tilbage til fodboldpolitikerne. Og så skal det være slut med hemmelighederne. Alt skal undersøges, uanset om det er sket for flere årtier siden, som er tilfældet i dele af FBI’s aktuelle efterforskning.
 
Det kommer til at gøre ondt, og indtil jeg ser bevis på det modsatte, tror jeg ikke på, at FIFA klarer opgaven uden hjælp – og alvorligt pres – udefra. Ellers synker forbundet blot tilbage i gamle uvaner.